Politikere: Vi er ikke færdige med trafikken omkring Campus Bornholm

Politikere: Vi er ikke færdige med trafikken omkring Campus Bornholm
Sådan så der ud i krydset ved Smallesund og Borgmester Nielsens Vej i 2018, da nogle af de første trafikale anlæg blev udført inden åbningen af Campus Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 25. MAR 2021 • 21:45
Jakob Nørmark
Journalist

25. MAR 2021 • 21:45

6.674.464 kroner har regionskommunen siden 2018 brugt på trafikforanstaltninger ved Campus Bornholm, efter mange uddannelser blev flyttet til den nordlige del af Rønne . 

Kommunalbestyrelsen gjorde torsdag status på arbejdet, der nu er afsluttet, og hvor der er brugt 267.000 kroner færre, end der var afsat.

– Vi har faktisk ikke helt brugt alle de penge, der blev aftalt. Det er fordi de tiltag, der blev udført, blev lidt billigere, forklarede natur- og miljøudvalgsformand Leif Olsen, som var hurtig til at erkende, at trafikproblemerne ved campus endnu ikke er løst helt tilfredsstillende.

– Vi skal stadig fremadrettet have meget opmærksomhed på trafikafviklingen omkring campus. Til dels fordi der kommer rigtig mange mennesker ind i et villakvarter, og til dels fordi vi har Åvangsskolen liggende lige ved siden af. Det konkrete projekt er afsluttet, men jeg har tror ikke, at trafiksikkerhedsarbejdet omkring Campus og Åvangsskolen er afsluttet, sagde Leif Olsen.

Beboerne har de seneste år rettet en til tider meget hård kritik mod kommunalbestyrelsen for ikke at have forudset den trafikale påvirkning i kvarteret. Venstres Else-Merete Knoop medgav, at de investerede millioner ikke har været nok til at løse alle problemer.

– Vi har nu forsøgt at rette op på nogle af tingene. Der er stadig nogle ting, der kan gøres bedre. Vi kan glæde os over, at de tiltag og foranstaltninger, vi har lavet, har hjulpet en smule, sagde hun.