Bornholms Politi har over en periode efterforsket sager, hvor unge mennesker har været involveret i episoder, der ligner den fra søndag eftermiddag, hvor
en 15-årig dreng blev fundet død på sin adresse i Rønne.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
– Efterforskningerne og vores informationer fra miljøet viser, at der er en gruppe unge som udveksler og sælger forskellige former for stærk receptpligtig medicin. Medicin som sammen med alkohol eller anden narkotika kan være livsfarlig, lyder det fra politiet.
– Der kan derfor ikke advares nok imod dette, og alle unge, forældre og venner til unge, som eksperimenterer med dette, opfordres til at hjælpe og støtte, således at sådanne forfærdelige situationer i fremtiden kan undgås, lyder det fra ordensmagten.
Politiet fortsætter en intensiv efterforskning, og hvis man har oplysninger om medicin- og narkotikasalg, så opfordres man til at rette henvendelse til Bornholms Politi. Det kan ske via politi.dk eller på telefon 114.