Jeg savner at møde en anden kultur end den skandinaviske.
Jeg savner at læse peruanske digte på trapper i nedlagte jernbanestationer. Jeg savner anden mad, andre lugte, andre sprog, andre sociale koder, man skal finde ud af, savner at gå i kvarterer i fremmede millionbyer om natten og aldrig være helt sikker på, om man er i et sikkert kvarter, savner, at solen går den forkerte vej rundt syd for Ækvator, savner pyramider og templer i stedet for bunkermuseet i Hanstholm.
De varme lande er ikke noget lort
Jeg savner i bund og grund noget, der kan få mig til at føle mig som europæer først, så skandinav i forhold til resten af Europa og til sidst dansker i Norden. At møde noget, der er helt anderledes, for at spørge mig selv, hvad det grundlæggende er, der får mig til at bo i Danmark. Andre kulturer til at udfordre min egen: Kaos og uorden til at få mig til at finde mig på plads i velfærdsstaten og glædes over ting, der helt basalt faktisk fungerer.
At rejse, som vi gjorde det før, var en katastrofe for klimaet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den måde, vi lukker os om os selv nu, er en katastrofe fores vores kollektive udsyn. Hvis horisonten ikke ligger længere ude end et sommerhus i marehalmen, hvis ingen kommer tættere på end to meter, så bliver det kun lettere at mistro hinanden. At frygte det fremmede, lukke af overfor alt, man ikke kender.