Det er den følelse, det pludselig gik op for mig, at jeg kunne genkende i dag: En dyb, samfundsomspændende utryghed og frygt for det tilsyneladende uafvendelige. Det er ikke længere atomtruslen, der hænger over os, terroristers angreb på store forsamlinger er lige pludselig heller ikke relevant længere: Vi frygter en virus. Den har fuldstændig ændret vores levevis, der er lange udsigter til, at det kan blive som før, nogle tror slet ikke på, at det gør det.
Det mærker os.
Tidligere på vinteren afslørede Jakob Seerup fra Bornholms Museum et kartotek, som en efterretningsofficer op gennem 50’erne og ind i 70’erne med hjælp fra civile angivere havde ført over bornholmere, der formodedes at nære socialistiske sympatier og derfor ikke ville være til at stole på i tilfælde af en sovjetisk invasion. Det var den måde, nogle bornholmere så på hinanden: Som potentielle trusler.
I dag ser de hinanden som potentielle smittekilder: Vogter nidkært på coronasikre afstande i det offentlige rum, holder nøje øje med, at ingen overskrider forsamlingsforbud, trækker over på det modsatte fortov, hvis modgående fodgængere kommer til at hoste, stiller sig demonstrativt med ryggen til, hvis det er løbere.