Pastelfarver og atomfrygt i Jylland

KLUMME

Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er gået op for mig før, men hele den her nedlukning er jo i virkeligheden bare en mutation af den uendelige 80'er-historie.

80'erne er umulige at få bugt med. Jeg har ikke længere tal på, hvilken bølge af 80'er-revivals, vi er på, for det virker som om, det bare har kørt ufortrødent lige siden, vi kom ind i 90'erne. Der skulle ikke mere end et par minutters afstand til, før vi kunne begynde at pege karakteristika ud fra det netop overståede årti og så ellers bare genbruge dem med mere eller mindre udtalt ironisk distance eller ren, pastelfarvet nostalgi efter renere, mere uskyldige tider.

Som om 80'erne var det sidste årti, hvor alt stod helt klart: 50'erne havde anderumperne, 60'erne rullekraverne, 70'erne hippierne og 80'erne aerobics-diskere med fønnet hår for fuld udblæsning, pastelfarvede syntetiske fritidssæt, budskaber bøjet i neon og en klar og ubestridelig trussel i form af den brune østblok med atommissiler, heroiske statuer og dødsfældebiler.

Dommedagsuret

Vi kan sagtens pege ting ud, der kendetegner både 90'erne og 00'erne, og de har også deres renæssancer med midterskilning, et blink i øjet og umtja-umtja-bas. Men 80'erne har suverænt domineret rent kulturelt: I popmusikken har de været allestedsnærværende med overstyrede synthesizerklange og sange bygget på en bund af 90'er-pop. I litteraturen har vi fået en bølge ny oprigtighed, der ikke lader de sortklædte 80'er-digtere noget efter. Og i serieuniverset har nogle af de største begivenheder i de senere år været "Stranger Things" og "Watchmen", der begge foregår i en slags parallel til 80'erne, hvor det hele løber lige så meget af sporet, som vi gik og var bange for dengang.

Op gennem 80'erne stillede forskerne Dommedagsuret tættere og tættere på midnat, efterhånden som spændingerne mellem stormagterne USA og Sovjetunionen tog til. Mine jævnaldrende venner og jeg selv husker det som om, atomtruslen var konstant overhængende, og uanset hvor, vi var, vidste vi altid, hvor det nærmeste beskyttelsesrum var, hvis sirenerne skulle lyde. (Vi var også rædselsslagne for kviksand, som må have været den næstmest dominerende faktor i trusselsscenariet i parcelhuskvarteret, men det er en anden historie.)

Kommunistregistret

Det er den følelse, det pludselig gik op for mig, at jeg kunne genkende i dag: En dyb, samfundsomspændende utryghed og frygt for det tilsyneladende uafvendelige. Det er ikke længere atomtruslen, der hænger over os, terroristers angreb på store forsamlinger er lige pludselig heller ikke relevant længere: Vi frygter en virus. Den har fuldstændig ændret vores levevis, der er lange udsigter til, at det kan blive som før, nogle tror slet ikke på, at det gør det.

Det mærker os.

Tidligere på vinteren afslørede Jakob Seerup fra Bornholms Museum et kartotek, som en efterretningsofficer op gennem 50’erne og ind i 70’erne med hjælp fra civile angivere havde ført over bornholmere, der formodedes at nære socialistiske sympatier og derfor ikke ville være til at stole på i tilfælde af en sovjetisk invasion. Det var den måde, nogle bornholmere så på hinanden: Som potentielle trusler.

I dag ser de hinanden som potentielle smittekilder: Vogter nidkært på coronasikre afstande i det offentlige rum, holder nøje øje med, at ingen overskrider forsamlingsforbud, trækker over på det modsatte fortov, hvis modgående fodgængere kommer til at hoste, stiller sig demonstrativt med ryggen til, hvis det er løbere.

Det er frygt. Som atomkrigsfrygten bunder den i en konkret trussel, men følgevirkningerne af den lader de færreste til at bekymre sig om. Vi skal ud på et lysende Den Anden Side, så betyder det knap så meget, hvem vi er ude på den anden side.

En stålkugle af viljestyrke

Forleden dukkede et billede fra for et år siden op i mine Facebook-minder: Den næstyngste på den store trappe ned gennem det smukke litteraturhus i Lima, der er indrettet i en gammel jernbanestation. På trinene står et digt af peruaneren Montserrat Álvarez, og jeg tog billedet, fordi jeg morede mig over, at den toårige stod som en stålkugle af viljestyrke på et trin med ordene "Jeg er en naturkraft." Det var først, da billedet dukkede op igen, det gik op for mig, at der på trinnet nedenunder stod videre: "Jeg er en virus, der spreder sig hastigt."

De ord havde ikke samme ildevarslende klang i starten af februar i Sydamerika sidste år. Ingen forstod helt omfanget af, hvad der skete i Wuhan; Italien havde kun lige haft sine første to smittede kinesiske turister, og der skulle gå nogle uger endnu, før den første dansker blev testet positiv efter at have været på skiferie i Italien. For os og dem omkring os var det alt sammen noget, der foregik på den anden side af jorden.

Det var sådan nogle som os, der spredte coronavirusset hastigt: Turister, der krydsede landegrænser, rejste fra verdensdel til verdensdel. Og i sidste ende var det ikke den absurd høje miljøbelastning ved alle de flyrejser, vi foretog, der satte en stopper for den levevis, men en virus. Vi nåede hjem den dag, alt lukkede ned, og så var det tilsyneladende slut med dét liv for nu.

Jeg savner udsynet

Vi har ikke holdt os helt hjemme, men der er gået 80'er i vores ferier. Vi har været på ødegård i Sverige, mens man kunne det. På telttur i Norge, mens man kunne dét. I sommerhus i Jylland, på Møn. Det er godt nok, man tager en sweater på, går lange ture i skove og plantager, løber nye ruter, spiller brætspil, er sammen, er ved at gå ud af sit gode skind over at være sammen hele tiden, fordi det er det samme som derhjemme.

Jeg savner udsynet.

Jeg savner at møde en anden kultur end den skandinaviske.

Jeg savner at læse peruanske digte på trapper i nedlagte jernbanestationer. Jeg savner anden mad, andre lugte, andre sprog, andre sociale koder, man skal finde ud af, savner at gå i kvarterer i fremmede millionbyer om natten og aldrig være helt sikker på, om man er i et sikkert kvarter, savner, at solen går den forkerte vej rundt syd for Ækvator, savner pyramider og templer i stedet for bunkermuseet i Hanstholm.

De varme lande er ikke noget lort

Jeg savner i bund og grund noget, der kan få mig til at føle mig som europæer først, så skandinav i forhold til resten af Europa og til sidst dansker i Norden. At møde noget, der er helt anderledes, for at spørge mig selv, hvad det grundlæggende er, der får mig til at bo i Danmark. Andre kulturer til at udfordre min egen: Kaos og uorden til at få mig til at finde mig på plads i velfærdsstaten og glædes over ting, der helt basalt faktisk fungerer.

At rejse, som vi gjorde det før, var en katastrofe for klimaet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den måde, vi lukker os om os selv nu, er en katastrofe fores vores kollektive udsyn. Hvis horisonten ikke ligger længere ude end et sommerhus i marehalmen, hvis ingen kommer tættere på end to meter, så bliver det kun lettere at mistro hinanden. At frygte det fremmede, lukke af overfor alt, man ikke kender.

Sådan som det var i 80'erne, hvor hvidløg fik voksne danskere til at opføre sig som vampyrer, indtil de havde været i Italien og fundet ud af, at det måske godt kunne noget alligevel. At de varme lande ikke, som Shubiadua med tyk ironi på kanten til de frygtsomme 80'ere sang det, var noget lort.

Tegning: Jørn Villumsen

JON ALBJERG RAVNHOLT

er journalist og redaktør på Bornholms Tidendes tillæg og magasiner. Han har talt sammen, at han har besøgt 32 lande, løst anslået brugt 3.000 hele hvidløg, siden han selv begyndte at lave mad, og set tre sovjetiske statsbegravelser livetransmitteret i fjernsynet i sin barndom i 80’erne. Han har ikke som sådan noget imod Jylland. (Men han er ikke tryg ved Vesterhavets kviksand).