På weekendtur: 'Man føler det, som om man går ind gennem en grøn flaske'

NATUR

De bornholmske sprækkedale er meget besøgt, både af bornholmere og turister. Mange kender Døndalen med landets højeste vandfald samt Ekkodalen i Almindingen med sit berømte ekko. Der findes faktisk 65 forskellige sprækkedale på Bornholm, mange af dem er dog ukendte.

Nordkystens sprækkedale strækker sig som lange skovbevoksede streger fra kysten til det indre af øen. En af de mere ukendte er Storedalen ved Sandkås, der er en smuk sprækkedal med stejle klippesider og en særdeles smuk natur. Den kan dog være vanskelig at finde frem til, da sprækkedalen er klemt inde mellem områdets sommerhuse.

Trappen over dæmningen til jernbanen, der kørte mellem 1913 og 1953. Foto: Søren P. Sillehoved


Storedalen har faktisk en lille hemmelighed

Længere inde i området, skjuler der sig et ældre stenbrud, som omkranset af stejle klippevægge skaber en særdeles god akustik. Man behøver slet ikke at være operasanger. Måske bliver ens høje stemmepragt kun overgået af de syngende nattergale.

Der parkeres på parkeringspladsen ved Sandkås badestrand. Herfra går man op mod landevejen og følger den cirka 50 meter mod venstre. Ved landevejen går en mindre sti ind gennem skoven, og efter 200 meter møder man en tværgående skovvej. På den modsatte side af vejen fører stien ind gennem sprækkedalen Storedalen, der trods sit navn er meget lille, men indeholder en næsten ubeskrivelig natur.

Strækningen er kort, efter 400 meter ender stien ved en høj dæmning. Går man op af trappen og fortsætter til stenbruddet, får turen en længde som en lille vandretur. Den egner sig ikke for dårligt gående.

Storedalen ved Sandkås ligner om sommeren en tropisk jungle. Foto: Søren P. Sillehoved


Storedalens tropiske jungle

Allerede i begyndelsen er sprækkedalen markeret af stejle klipper, der virker imponerende, da dalen kun er 30 meter bred. Under klipperne ligger der store nedfaldne sten, som ved erosion er faldet ned til bunden. Alle sten er beklædt med tykke puder af grønt mos, og mange steder vokser der bregner. Hele foråret er skoven pyntet med hvide, gule og blå anemoner, gule vorterod og lærkesporer i hvide og violette farver.

Om sommeren har løvtræernes blade forvandlet dalen til tusmørke, man føler det næsten, som om man går ind gennem en grøn flaske. Alle forårsblomsterne er afløst af skyggeplanter, og udover bregnerne ses hvide hestehov, orkideer og storkenæb. Der er mange døde elmetræer, stammerne ligger væltede og beklædt med stedsegrøn vedbend, nogle af dem med store svampe. Det er skællet honningsvamp.

Skovbunden bliver ryddet for krat for at skabe udsyn til klipperne, mens de faldne elmetræer får lov til at ligge og rådne for at øge dalens biodiversitet. Foruden elmetræer er der mange aske- og kirsebærtræer. Forårets lille klukkende bæk er udtørret om sommeren. På det tidspunkt kan træernes blade forvandle dalen mørk og dyster, især på dage med gråvejr. Til gengæld høres fuglestemmerne højere, der yngler alle almindelige sangfugle samt den store flagspætte.

Ofte besøges dalen af rådyr. Der ses talrige trampede stier i skovbunden. Om sommeren virker dalen sort for et rådyr, deres øjne kan ikke opfange bladenes grønne farver. Men heldigvis har rådyr andre sanser. Et af dem er lugtesansen, så rådyr lugter sig frem og anvender ligeledes stedsansen.

Efter bare 400 meter møder man en høj dæmning, anlagt for jernbanen fra Rønne til Allinge i 1913. Strækningen ophørte i 1953. En trappe med mange trin fører op over dæmningen og nedad igen og møder en meget vanskelig sti til det gamle stenbrud. Der findes dog en meget nemmere vej.

Lundegårds Stenbrud er omgivet af stejle klippevægge, derfor er akustikken høj. Foto: Søren P. Sillehoved


Lundegårds Stenbrud

Man følger stien på dæmningen mod højre og tager den efterfølgende skovvej til venstre. Den kaldes Lundegårdsvej og ender efter 300 meter ved stenbruddet. Langs vejen ligger der store mængder skærver. Det gamle stenbrud virker som et lukket rum, da det på alle sider er omgivet af høje, stejle klippevægge. Klipperne er grå med sorte pletter af mineralet hornblende. Det er typisk for Vang Granit en undergrundsbjergart, som strækker sig fra Vang på Vestbornholm til Sandkås på Nordøstbornholm. Her blev indtil slutningen af 1950’erne skabt en større produktion af chaussesten, måske blev de transporteret væk med jernbanen.

Gamle stenbrud på Bornholm

Efter anlæg af de store stenbrud ved Hammeren og Vang i slutningen af 1800-tallet, endnu tidligere ved Rønne, kom der mange forskellige små stenbrud hos private. De helt små blev kaldt 'husmandsbrud', hvor gårdens ejer slog skærver for at tjene lidt ekstra. De større stenbrud ansatte stenhuggere, der slog sten ”for at skabe dem om til brød”, sagde man engang. Først i 1900-tallet blev der især hugget kantsten og brosten, senere de små firkantede chaussesten. På Nordbornholm var der mindre stenbrud ved Langebjerg i Sandvig, Ravnedalen i Borrelyngen og Storedalen. Nær Olsker kom der stenbrud ved Dalegård og et kaldet Krubbedals Stenbrud. Ved Østerlars var der et stenbrud ved Knarregård. Der var ligeledes ældre stenbrud på Østbornholm.

På grund af de høje klippevægge, der omslutter stenbruddet, er akustikken meget høj. Det opdagede jeg ved at hoste. Hvis en operasanger til gengæld havde sunget, må det have lydt fantastisk, med min svage stemme prøvede at synge: ”Jeg var en liding horra” men standsede brat. Den berømte sang lyder bedre når kgl. operasanger Niels Jørgen Riis synger den. Hermed en lille opfordring.

Hjemturen er nem. Man følger vejen mod sommerhusområdet og fortsætter til venstre ud til landevejen.

På den modsatte side af vejen fører en sidevej ned til parkeringspladsen ved Sandkås, hvor turen begyndte.

God tur. I næste uge skal vi på orkidétur til øens bedste orkidélokalitet ved Bølshavn.