Der bliver lyttet
Ældrerådet er et rådgivende og høringsberettiget organ, men formanden fastslår:
– Der bliver lyttet til os. Man har den indflydelse, man selv vil have, siger Erik A. Larsen.
Formanden henviser til, at man blandt andet har et godt samarbejde med kommunen, social- og sundhedsudvalget og med Bornholmslinjen. Som konkrete resultater nævner han, at ældrerådet var med til at få de trykte køreplaner tilbage ved busstoppestederne, og at man tog initiativet til at få etableret en sti – med lys – fra Plejecenter Snorrebakken ud til Snorrebakken.
– Vi er i berøring med rigtig mange ting, men de fleste henvendelser handler om hjemmeplejen, om visitering til hjælp, om at der kommer for mange forskellige sosuansatte og om minuttyrani.
Det er kun få henvendelser, der ender med at blive politiske "sager".