'At arbejde med kirkens omsorgsopgaver er for mig en måde at være på og leve i min tro'

TRO OG EKSISTENS

En af den kristne kirkes ældste opgaver er ud over at drage omsorg for menighedens evige sjæl også omsorgen for de svageste i samfundet. Det der kaldes diakoni. Ordet kommer fra det græske diakonìa, der betyder tjeneste, og anvendes som betegnelse for kristen tjeneste og omsorg for medmennesker, særligt svage, syge og udsatte mennesker. I andre dele af landet er det ikke ualmindeligt, at et sogn både har en sognepræst og diakoni- eller korshærspræst tilknyttet. Det har vi ikke på Bornholm – eller jo, det har vi. Sognepræst i Aakirkeby, Birgit Friis, blev udnævnt til stillingen 1. september i år. Som det ser ud nu, bliver det først med ansættelse af ny kollega, at hun kommer til at løfte de arbejdsopgaver, som der ligger i diakoniarbejdet.

Der mangler en sognepræst

Birgit Friis har været sognepræst i Aa Kirke i 21 år til februar. Første søndag i advent 2008 blev pastoraterne Aaker og Pedersker slået sammen, og siden da har hun været sognepræst i både Aaker og Pedersker sogne. Indtil for nogle få år siden deltes hun om pastoratet med Erik Jørgensen, men siden han gik på pension i 2018 har hun stået for at udføre hvervet som sognepræst i begge kirker. Og det er ikke altid lige nemt. Hun savner en kollega, der kan være med til at løfte opgaverne i pastoratet.

– Det er snart tre år, der er gået, hvor jeg har manglet en kollega, siger Birgit Friis og forklarer, at arbejdet som sognepræst i to kirker til tider kan være rigtig travlt.

– Jeg forsøger at holde en arbejdstid, der svarer til en almindelig fuldtidsarbejdsuge, men det er til tider op ad bakke. Det er sådan, at der er nogle uger, hvor der er lidt stille, og telefonen ikke ringer, og så ugen efter kan det pludselig blive rigtig travlt, og det ender med, at jeg er på arbejde fra tidlig morgen til klokken ti-elleve stykker om aftenen, siger Birgit Friis.

– Det er rigtig meget brandslukningsarbejde, og jeg føler ikke, jeg får fingrene ordentligt ned i materien. Det er ret utilfredsstillende at arbejde på den måde – ikke mindst for menigheden, og det også selvom der er hjælp fra afløser til en del gudstjenester. Så jeg glæder mig til, at der kommer en kollega, som jeg kan dele arbejdsopgaverne med, siger hun.


Færre teologer

Men det med at finde en kollega til Birgit Friis har vist sig lettere sagt end gjort. De seneste tre år har der løbende været stillingsopslag, der har efterspurgt en ny sognepræst til Aaker Pedersker pastorat. Indtil videre er det ikke lykkedes at finde den rigtige kandidat. Birgit Friis peger på, at det nok har noget at gøre med, at der i dag er færre, der bliver uddannede teologer, og de der bliver det, ikke søger mod provinssognene, men hellere vil til storbyerne. Derudover er præstegerningen ikke det kald, det var engang.

– Da jeg selv blev ordineret for 31 år siden, var det stadig almindeligt, at når du blev ansat som præst i et sogn, så var man præst resten af sit liv. Det er ikke så normalt i dag. Nu er det mere ligesom i andre brancher, hvor man arbejder et sted i nogle år, før man søger videre mod et andet job, siger Birgit Friis.

Det handler om medmennesket

Da det efter flere forsøg ikke lykkedes at finde en sognepræst til pastoratet, besluttede man at gøre noget andet med stillingen. I det udspil der er nu, er det blevet sådan, at arbejdet som sognepræst i Aaker-Pedersker pastorat er fordelt på halvanden persons arbejde. Det er lidt kompliceret at redegøre for, men det korte af det lange er, at der i pastoratet skal være to præster: Én der er bruger 100 procent af sin tid på at være sognepræst, mens den anden bruger 50 procent af sin tid på at være sognepræst for Aaker og Pedersker, og de resterende 50 procent af sin tid som diakonipræst for hele øen. Præsten, der får ansvaret for pastoratet, får også stillet embedsboligen til rådighed. Det var Birgit Friis selv, der var med til at finde på den løsning, og det er meningen, at det er hende, der skal stå for diakoniarbejdet – når der altså forhåbentlig snart kan findes en anden præst til sognepræsteopgaverne.

– Der er flere, der tror, at det er, fordi jeg skal ned og arbejde halv tid. Det er det altså ikke. Det er meningen, at jeg skal være sognepræst i pastoratet halvdelen af tiden, og så bruge resten af tiden på omsorgsarbejde. Egentlig blev jeg udnævnt i den nye stilling per 1. september, men jeg kommer ikke til at fungere i den nye stilling, før der bliver ansat en kollega til mig. Mine nye arbejdsopgaver kommer ikke til at træde i kraft, før der bliver ansat en ny fuldtidspræst. Det kommer der forhåbentligt snart, siger Birgit Friis, der længe har set frem til at kunne fokusere mere på det nære omsorgsarbejde, et behov coronatiden har forøget i uhyggelig grad.

– Kirken har et ansvar for at give evangeliet ben at gå på og møde det andet menneske med nærvær, respekt og næstekærligheden, siger hun.

– Det har været kirkens område og ansvar siden tidernes morgen. I takt med velfærdsstatens udvikling er det blevet staten og samfundet, der har overtaget de opgaver. Men i dag er folkekirken for alvor med igen og indgår i rigtig meget kommunalt samarbejde. Jeg synes, det giver god mening, at kirken i dag er med til at understrege betydningen af de bløde værdier. Engagementet til medmennesket betyder meget for mig, siger Birgit Friis.

Ud over at være sognepræst er hun også landsformand for Kirkens Korshær og har i sit daglige virke at gøre med Korshærens genbrugsbutikker på Bornholm. Når Birgit Friis forhåbentligt snart kan komme til at lægge mere af sin tid i diakoniarbejdet, ser hun det som oplagt at gøre det samarbejde til en mere formaliseret del af sine arbejdsopgaver.

– Det er ofte i genbrugsbutikken, at jeg har nogle gode snakke med personer, der har mistet en af deres nære og har brug for at snakke. Så der ville kunne komme mere systematik i det. I det hele taget ville der blive mere tid til den nære kontakt til menneskene i vores nære samfund, siger hun.

Ensomhedens grimme svøbe

Birgit Friis håber på, at hun som diakonipræst for hele øen vil kunne komme rundt til de forskellige sogne og samarbejde med sognepræsterne i forskellige projekter, ligesom der også vil være tid til at besøge mennesker, der er alene og føler sig ensomme.

– Ensomhedens grimme svøbe findes overalt. Rundt omkring er der ældre mennesker, midaldrende mennesker og også unge mennesker, der er ensomme, og dem ville jeg gerne skabe kontakt til, selvom det er svært. Som diakonipræst vil jeg kunne gøre et målrettet forsøg på at række ud til dem, siger hun.

– Jeg ser frem til at være med til at inspirere og selv blive inspireret til nye ideer og tiltag.

Birgit Friis er i dag 62 år og kan gå på pension om nogle få år. Men inden da håber hun altså, at hun kan nå at få en ny præstekollega. Dels så hun ikke skal udføre halvanden sognepræsts arbejde, og dels så hun kan nå at varetage sit nye hverv.

– Jeg tror på den mellemmenneskelige relation. Det er en stor del af min tro, og at arbejde med kirkens omsorgsopgaver, er for mig en måde at være på og leve i min tro, siger Birgit Friis.