Nyt smedefirma er startet med fuld maskinpark

Nyt smedefirma er startet med fuld maskinpark
Andre Kofod har åbnet AK Smedeteknik. Eget foto
| 22. APR 2020 • 07:08
Af:
holger-larsen

22. APR 2020 • 07:08
Bornholm har fået en ny smedevirksomhed, AK Smedeteknik, med adresse på Skarpeskadevej i Aarsballe.

Andre Kofod, der er manden bag den nye virksomhed, har tidligere drevet Firmaet Andre Kofod, som udførte smedearbejde og var forhandler af Hörmann garage- og industriporte.

Andre Kofod fik i 2013 muligheden for at blive Hörmann-forhandler i Oslo i Norge. Den bornholmske forhandlerrettighed blev overdraget til Byggefirmaet Syver Kofod, og Andre tog familien til Norge og startede AK Portteknikk.

– Det var sjovt, lærerigt og udfordrende at starte og drive virksomhed i Norge. Alt er nyt og man skal bygge op et netværk fra nul, fortæller Andre Kofod i en pressemeddelelse.

Andre Kofod og familien valgte i 2018 at sælge firmaet i Norge og flytte tilbage til Bornholm. Andre Kofod erkender, at der var brug for at slappe lidt af efter et stressende iværksætterliv. Han fik et arbejde som smed på Bornholms Andelsmejeri, men efter halvandet år som lønmodtager har han nu atter lyst til at blive iværksætter.

– AK Smedeteknik er startet med fuld maskinpark, så vi kan udføre arbejde i sort stål, rustfrit stål og aluminium. Vi kommer også til at lancere nogle spændende produkter i løbet af forår og sommeren 2020, oplyser Andre Kofod i pressemeddelelsen.