Nye brandbiler for 10 millioner kroner

Nye brandbiler for 10 millioner kroner
Regionskommunen skal skaffe i alt fire nye brandbiler til Rønne og Nexø. Planen er at lease dem i 20 år. Efter planen kommer de i drift efter sommeren 2023. Arkivfoto: Jacob Jepsen
BEREDSKAB | BORNHOLM | ABONNENT | 19. JAN 2022 • 06:13
Henrik Nielsen
Journalist
BEREDSKAB | BORNHOLM | ABONNENT
19. JAN 2022 • 06:13

Kommunen skal udskifte i alt fire brandbiler i Rønne og Nexø. En af dem kan blive en elbil, men det anbefaler kommunens administration ikke, da det kan udgøre en risiko.


Når Falck i Nexø og Rønne rykker ud for at slukke brande, kan det ske i 20 år gamle brandbiler. Aktuelt er regionskommunen ved at skaffe nye brandbiler, der kan erstatte de ældre modeller, og det kommer til at koste godt 10 millioner kroner.

Det fremgår af økonomi- og klimaudvalgets dagsorden.

I drift næste år

Selvom det er Falck, der slukker brandene i de to distrikter, er det kommunen, der leverer slukningskøretøjerne. Der skal udskiftes fire brandbiler, og planen er at lease de nye over en periode på 20 år, hvilket forventes at svare til den periode, køretøjerne vil være i brug.

Den samlede sum for alle fire nye køretøjer forventes at være omkring 10,5 millioner kroner.

Levering vil ske i to trin. Først indkøbes chassis for de fire vogne, som herefter opbygges efter specifikke krav. Den endelige pris kendes først, når opbygningen af køretøjerne har været i udbud. Konkret skal kommunen anskaffe en automobilsprøjte og tre vandtankvogne.

Køretøjerne forventes leveret og i brug fra efter sommeren 2023.

Elbil anbefales ikke

I forhold til kommunens strategi for grøn mobilitet bemærker embedsværket, at der indtil videre kun er udviklet en prototype for et eldrevet stort brandkøretøj, som har funktion som autosprøjte.

Anskaffelsesprisen på den eldrevne model skønnes fra forhandlerens side at ligge omkring 70-80 procent højere. Derudover er der ikke klarhed over, hvornår køretøjet kan forventes leveret. Embedsværket gør desuden opmærksom på, at et køb af en prototype indebærer en vis risiko i forhold til sikker drift, da et lille og derved ret sårbart beredskab som det bornholmske ikke har mulighed for at indsætte et andet køretøj ved nedbrud. Derfor kan den kommunale administration ikke anbefale en eldrevet automobilsprøjte.