Ny rådhusstruktur godkendt: Pris på 114 millioner kan tvinge kommunen til at spare

SNORREBAKKEN | BORNHOLM | GRATIS
24. JUN 2021 • 18:46
Jakob Marschner
Journalist

Ny rådhusstruktur godkendt: Pris på 114 millioner kan tvinge kommunen til at spare

Efter flere års tovtrækkeri frem og tilbage skulle det nu være sikkert og vist: Bornholms nye rådhusstruktur bliver med tre rådhuse med centrum på borgmesterkontoret på Snorrebakken udenfor Rønne og med to andre afdelinger på Ullasvej og Landemærket, også i Rønne.

Det vedtog et stort flertal i kommunalbestyrelsen endeligt torsdag aften. Enhedslisten og Bornholmerlisten stemte imod.

– Jeg er så glad på medarbejdernes vegne i dag. Det har i mange år været medarbejdernes ønske at samles. Jeg synes, at vi skylder medarbejderne nu at tage hul på den proces, sagde gruppeformand Bente Helms (S).

– Det er et rigtig godt stykke arbejde, der er blevet udført, og jeg er også glad for, at vores medarbejdere har engageret sig så meget. Så tillykke til os alle sammen, sagde hun.

Prisen bliver mindst 114 millioner, og at finde hele det beløb kan kræve, at kommunen finder sparekniven frem. Ved at godkende planen, som den forelå på mødet, accepterede flertallet også, at man enten må ty til at spare eller tage penge op af kommunekassen for at finde det beløb, som regionskommunen ikke kan få finansieret med lån.

Enhedslisten og Bornholmerlisten er begge bekymrede for prisen, som de ikke finder værd at betale for den grad af samling, som kommunens administration nu vil få. En samling tre steder er ikke en ideel måde at samle de ansatte på, lyder argumentet.

– Det seneste år har vist, at man sagtens kan holde meningsfulde møder, selvom man sidder langt fra hinanden. Så hvorfor er det så vigtigt at sidde det samme sted? spurgte viceborgmester Morten Riis (EL).

Senere på mødet torsdag aften behandler kommunalbestyrelsen en anlægssag, der sætter første del af arbejdet i gang igen med det samme. 



Flere nyheder