– Vaccinerne er det rene gift. Dødssprøjter kalder jeg dem. Jeg tror, at det her allerede er gået rigtig galt, siger han.
Højere dødelighed
Som belæg for sin påstand refererer han blandt andet til de officielle dødsstatistikker. Ud fra Danmarks Statistiks foreløbige dødstal udleder Martin Tidsvilde, at der i 2021 ses en forhøjet dødelighed, som han uden videre dokumentation for årsagssammenhæng kæder sammen med vaccineudrulningen.
Martin Tidsvilde, der er tidligere medlem af Fremskridtspartiet, som han har repræsenteret i byrådet i Brøndby Kommune, er forfatter og har Grundloven som hovedemne i sine bøger. Han er overbevist om, at Folketinget overtrådte Grundloven med epidemilovgivningen, og han finder det påfaldende, at der gik to dage, fra han oplyste myndighederne om, at Grundloven ikke tillader de midlertidige covid-indskrænkninger af frihedsrettighederne, til statsministeren annoncerede en omfattende genåbning af landet.