Ny hal på vej

Ny hal på vej
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. APR 2020 • 15:38
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
23. APR 2020 • 15:38
Der er store forventninger til Bornholms Petanquehal, som i disse dage er ved at blive bygget ved Viking Petanques baner i Højvangen i Rønne.

– Vi håber, at klubberne kan få en større tilslutning, og at medlemmernes gennemsnitsalder falder. På Bornholm er petanquespillerne typisk 65+. Men når vi ser på klubber ovre, er der flere klubber, der har ungdomsafdelinger, og fælles for de fleste af dem er, at de har en hal, siger Tonny Jensen, formand for petanquehallens bestyrelse.

Petanquehallen er en selvejende institution, etableret af Viking Petanque, Klemensker Petanque og Poulsker Petanque. De har fra lokale og landsdækkende fonde fået tilsagn om støtte på i alt 460.000 kroner til opførelsen af hallen, som ventes at koste cirka 500.000 kroner. Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand, Larsen Legatet, Velux fonden og regionskommunen har støttet.

For alle øens klubber

– Hallen er fuldt finansieret, når den står der. Der bliver nogle driftsomkostninger, vedligeholdelse, forsikring med videre, som vi skal have dækket ind ved halleje. Vi har endnu ikke besluttet, hvor meget klubberne kommer til at betale, siger Tonny Jensen.

Alle klubber kan booke sig ind i hallen til at lave deres egne arrangementer.
 

9


Bornholms Petanquehal er på 42 x 13 meter. Der bliver plads til ni baner.

Hallen er en selvejende institution med en bestyrelse, som består af Tonny Jensen (formand), Gert Sørensen, Jan Riis og Arne Mikkelsen.


 

Petanquehallen har stået på ønskelisten i mange år, således at det bliver muligt at spille året rundt uanset vejret, og nu hvor byggeriet er startet, går det stærkt.

Future Rundbuehaller fra Hoven i Vestjylland står for byggeriet. Med hjælp af en kran blev spærene rejst i mandags, og to medarbejdere fra virksomheden står for det resterende byggeri. De to, Jonas Hjortborg Kristiansen og Alexander Dalager, regner med at være færdige i løbet af to en halv til tre uger.

En rundbuehal

Hallen er en rundbuehal, som typisk bruges i landbruget, men også til små ridehaller, til hobbybrug og altså også til petanque.

Underlaget bliver det samme som på Vikings Petanques udendørs baner. Når hallen står færdig, og der er kommet skærver på banerne, holdes der en indvielse, som der endnu ikke er sat dato på.

– Aakirkeby Petanque har adgang til en lade i Sose, og erfaringen er, at der kommer mange, når de spiller indendørs. De spiller stort set hele året, og det regner vi også med vil ske i petanquehallen. Målsætningen er, at vi for enden af hallen – i hvert fald på sigt – kan etablere et socialt miljø med borde og stole, og hvor man kan sidde og drikke en kop kaffe, slutter Tonny Jensen.