Nu kan den kristne fællesskabsfølelse igen blomstre

TRO OG EKSISTENS

De bornholmske folkekirker har aflyst årets fælles pinsegudstjeneste i Kyllingemoderen på grund af det forsamlingsforbud, der blev indført i forbindelse med coronanedlukningen. Til gengæld har der siden Kristi himmelfartsdag været gudstjenester i kirker på Bornholm. Dog med begrænsninger for, hvor mange der må komme ind. I pinsen er der igen gudstjenester. Dem, der vil deltage, bliver af Bornholms Provsti opfordret til at undersøge, om – og hvornår – der er gudstjeneste i den lokale kirke, og hvilke særlige forhold, der gør sig gældende.

Bornholms Tidende har talt med tre præster om, hvordan det var igen at kunne åbne kirkerne efter corona-nedlukningen, og hvordan de i pinsen håndterer begrænsningen på antallet af deltagere.

 


Birgit Friis

Sognepræst, Aa Kirke og Skt. Peders Kirke

Hvad har du savnet mest ved ikke at kunne have gudstjeneste?

– Jeg har i den grad savnet den kontakt, der er med menigheden til gudstjenesten. Men aller, aller mest har jeg savnet, at man kunne komme ind fra gaden og være i kirken. Ikke som turist, men som andagtsøgende eller almindeligt coronaramt menneske. Jeg synes faktisk, det er beskæmmende, at det ikke lykkedes at finde en måde, så man kunne komme ind i kirken, når man med sikkerhedsforskrifter kunne få det til at fungere i forretningerne.

Hvad gjorde dig mest glad, da du igen kunne byde folk velkommen i kirken?

– Her havde vi over en kam en følelse af næsten at have sommerfugle i maven. Det var spændende og meget bevægende at komme i kirken til den første gudstjeneste. Organisten spillede et smukt præludium, der gjorde mig så bevæget, at jeg måtte stoppe mig selv i at græde. Og det gjorde mig glad også at opleve andres glæde over at se hinanden igen. Tale med hinanden igen. Det er slet ikke til at forestille sig, hvor stort det er, før man har prøvet det.

Hvordan sikrer I, at der ikke kommer for mange i kirken til pinsegudstjenesterne, nu hvor man ikke må forsamles så mange?

– Hvis der kommer flere, end der må være, så tager vi en gudstjeneste mere i umiddelbar forlængelse af den planlagte. Så bliver vi ved.

 


Øjvind Hansen

Sognepræst, Østermarie Kirke

Hvad har du savnet mest ved ikke at kunne have gudstjeneste?

– Mest har jeg savnet det, der er i gudstjenesten: At man mødes omkring ordet og salmerne. At man kan synge sammen og høre evangeliet sammen. Det har man haft mulighed for hver for sig – man har selv kunnet læse og selv høre salmerne. Men at kunne gøre det i fællesskab – og i kirken – det er noget andet.

Hvad gjorde dig mest glad, da du igen kunne byde folk velkommen i kirken?

– Fællesskabet. Folk mødte op, og jeg kunne mærke, at de virkede til at være glade for at være der. Der mødte omkring 40 stykker op Kristi himmelfartsdag.

Hvordan sikrer I, at der ikke kommer for mange i kirken til pinsegudstjenesterne?

– Vi har ikke nogen tilmelding, som man har nogle steder. Østermarie Kirke en af de større kirker, så vi er ikke ude i, at der kun må være 20. Der er god plads. Samtidig er der kommet regler om, at folk fra samme husstand og folk, der har hyppig kontakt, gerne må sidde tæt sammen. Så vi prøver at udnytte pladsen på den måde, at vi fylder bænke med dem, der må sidde sammen, og sørger for, at der er afstand til de omkringsiddende.

 


Nikolaj Hartung Kjærby

Sognepræst, Sankt Clemens Kirke og Rø Kirke

Hvad har du savnet mest ved ikke at kunne have gudstjeneste?

– At være sammen med menigheden. Selvom jeg var ked af ikke at kunne hilse med håndtryk og kram, så betød det bare rigtig meget at se folk og holde gudstjeneste sammen med dem i kirkerummet.

Hvad gjorde dig mest glad, da du igen kunne byde folk velkommen i kirken?

– At prædike til levende mennesker i stedet for bare til det web-kamera, som jeg nu i uger har optaget prædikener med. Et kamera reagerer jo ikke. Når jeg prædiker, kan jeg godt lide at kunne mærke, at der er en kommunikation med menigheden: Ser folk ud til at være med, eller keder jeg dem? Falder det helt til jorden, hvis jeg forsøger at sige noget morsomt? Ved den første prædiken i kirken skulle jeg lige vende mig til formen igen. Først da tænke jeg over, hvor stor forskel der er på de to måder at prædike.

Hvordan sikrer I, at der ikke kommer for mange i kirken til pinsegudstjenesterne?

– Indtil videre har det ikke været noget problem. Vi er så heldige, at vi har en meget stor kirke i Klemensker, som der kan være 102 mennesker i. Der var 32 i søndags, og selv hvis der kommer det dobbelte til pinse, er vi godt kørende. I Rø må der være 34, og det er yderst sjældent, der har været flere – nok kun til jul. Det vil overraske mig meget, hvis vi må afvise nogen.