Nu er det sommer i Aakirkeby: Chang fra Pærsker sat i søen

Nu er det sommer i Aakirkeby: Chang fra Pærsker sat i søen
Årets søsætning af Chang fra Pærsker forløb problemfrit. Ingen faldt i vandet, og skibet holdt vand. Rudolfklubbes frivillige medlemmer fejrede efterfølgende sommerens komme med en kold dåseøl. Foto: Jacob Jepsen 
| ABONNENT | 4. JUN 2021 • 11:54
| ABONNENT
4. JUN 2021 • 11:54

FORENINGSLIV

De fleste medlemmer af Rudolfklubben er færdigvaccinerede nu, og derfor var humøret ekstra højt, da 35 af foreningens medlemmer i går samledes for at sætte Chang af Pærsker i søen i Doktordammen.

Søsætningen af træskibet med den hårdføre skipper Chang ved roret er en årligt tilbagevendende begivenhed i Aakirkeby, og der er ikke noget at diskutere: Når Chang er søsat, er det sommer.

Andehus udsat

Samtidig etablerede Rudolfklubbens bataljon af frivillige pensionister vandmøllen på Smedetorvet, og opsatte ampler ved indfaldsvejene til Aakirkeby.

Indsatsen blev fejret med kolde øl og en nyhed fra formanden:

– Vi vil sætte et flydende andehus i søen, afslørede Jørn-Erik Funch.

Andehuset, som selvfølgelig bliver fremstillet af Rudolfklubbens egne medlemmer, skal tiltrække vildænder og andre andefugle, som kunne tænke sig at yngle i Aakirkeby.

Det var egentlig planen, at andehuset skulle opsættes i Doktordammen i foråret.

– Men så kom der fugleinfluenza, og så turde vi ikke, sagde Jørn-Erik Funch.

Resten af dagens program forløb imidlertid planmæssigt, og vi kan hermed konstatere, at sommeren er kommet tli Aakirkeby.


Chang af Pærsker kom torsdag i Doktordammen i Aakirkeby. Foto: Jacob Jepsen