Nu bliver der lukket ned

Nu bliver der lukket ned
Foto: Jacob Jepsen
| 15. DEC 2020 • 14:52

15. DEC 2020 • 14:52
Fra onsdag klokken 16 bliver Bornholm ligesom landets andre 97 kommuner omfattet af de udvidede restriktioner, der hidtil har været i kraft i 69 kommuner.

Alle landets borgmestre – herunder Winni Grosbøll (S) – blev klokken 14 orienteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

De seneste uger er det på landsplan ikke lykkedes at få bugt med den stigende kurve af covid-19-smittede, og efter regeringens to andre delvise nedlukninger i løbet af december, stod Bornholm tilbage som den eneste åbne kommune øst for Storbælt.

For Winni Grosbøll giver det således god mening også at medtage Bornholm, så restriktionerne bliver ens for hele landet.

– Danmark er nået til et punkt, hvor smitten breder sig i hele landet. Samtidig står vi over for en højtid med en del rejseaktivitet, og en del kommer hjem til Bornholm. Set i det lys er jeg mere tryg ved, at vi også bliver omfattet af de samme restriktioner, siger borgmesteren til Bornholms Tidende.

De lukker ned

Restriktionerne indebærer blandt andet, at alle restauranter og barer skal lukke. De må dog stadig sælge takeaway.

Kulturinstitutioner, svømmehaller, fitnesscentre og lignende skal også holde lukket.

Indendørs idræts- og foreningsliv lukkes ligeledes ned.

Alle skolebørn fra femte klasse og opefter sendes hjem og skal modtage digital undervisning. Det samme gælder studerende på voksenuddannelser samt kursister.

Alle offentlige arbejdsgivere opfordres til at hjemsende medarbejdere, som ikke varetager kritiske funktioner. Private arbejdsgivere opfordres ligeledes til at hjemsende medarbejdere så vidt det er muligt.