ERHVERV
Selvom Sten Møllers Intersportbutik i Rønne er tvangslukket for tiden grundet coronarestriktionerne, sidder han ikke og triller tommelfingre. Han udnytter i stedet tiden konstruktivt og er således i fuld gang med at renovere sin sommerbutik i Brænderigænget i Svaneke.
Det fortæller han til Bornholms Tidende.
– Vi har væltet nogle vægge og gør butikken lidt større og maler og sådan nogle ting. Det kunne vi lige så godt gøre, så vi kunne gå og lave et eller andet, nu hvor vi er i de her lidt kedelige tider, siger han.
Renoveringen forventes færdig, så sommerbutikken kan åbne til påske, hvis regeringen igen tillader retailbutikker at have åbent.
– Vi håber selvfølgelig, at vi kommer i gang til påske, men man kan jo godt have sin tvivl om, hvad det bliver til, siger han med henvisning til, at det stadig er usikkert, hvor lang tid restriktionerne kommer til at vare. Indtil videre gælder restriktionerne indtil den 7. februar.
Sten Møller har haft sommerbutikken i Svaneke siden 2015, som primært sælger varer til de mange turister, der besøger byen i løbet af sommeren. Derfor er der normalt også lange åbningstider i højsæsonen, og varerne i butikken er fortrinsvist sommerkollektioner, løbetøj og løbesko.