Natteravne efterlyser teenageforældre
I lørdags var Natteravnene Rønne på gaden for at fortælle om deres arbejde. Katja Marcker, Dennis Corlin og formand Tommy Skotte Corlin havde flere gode samtaler med folk, der var interesserede i gruppens arbejde og en enkelt skal ud på en prøvetur som natteravn i Rønne. Foto: Berit Hvassum

SOCIALT | RØNNE
7. OKT 2021 • 10:23
Af: Berit Hvassum

Natteravne efterlyser teenageforældre

Natteravnene Rønne bejler til en ny gruppe af frivillige til at gå på gaderne i Rønne.


Forleden var bestyrelsen i Natteravnene Rønne samlet til sit årlige møde, og der er nu lagt planer for at tiltrække en anden gruppe af frivillige, end man tidligere har set.

– Jeg kunne godt tænke mig, at vores spektre af ravne blev udvidet med teenageforældre, for vi har haft mange frivillige i bedsteforældregenerationen, og hvis vi er et bredt udsnit af af ravne, så kan de unge også se sig selv i os, fortæller formanden for Natteravnene Rønne, Tommy Skotte Corlin.

Foreningen har fået tre nye frivillige siden i sommer og er nu oppe på 15 medlemmer.

Der er enighed om, at foreningen skal være mere social.

– I gamle dage var der en sommerfest og julefrokost for de frivillige, men vi vil prøve at indføre et kaffemøde en gang hver måned, siger Tommy Skotte Corlin.

Splid blandt ravne

– For tre år siden måtte vi smide nogle ravne ud, som havde lavet noget splid, og foreningen var langt nede med medlemmer og vi kom ikke ud på gaden, fortæller Tommy Skotte Corlin, der nu også kan konstatere, at gruppen i Rønne er inde i en sund udvikling.

– Vi har kæmpet for at komme op at stå igen, og jeg har lært, at man godt må stille krav til frivillige. Det er vigtigt, at man 'gider' de unge mennesker og er lyttende. Det er en fordel at være åben og nysgerrig, siger han.

Tommy Skotte Corlin er selv aktiv som frivillig natteravn i Rønne, og han er ikke i tvivl om, hvad han får ud af de mange møder i sene nattetimer med unge mennesker.

– Mødet med de unge giver energi. Man bliver lidt høj af det på en positiv måde. De fortæller, de fester og der er mange gode snakke og jeg bliver et mere åbent menneske af det, fortæller han.

– Det er ikke antallet af medlemmer, men det vigtigste er, at der er nogle, der gider, afslutter Tommy Skotte Corlin.

 


Fakta

Natteravnene Rønne er en frivillig social forening, der går ture i hold på tre m/k’er efter lokalt behov – middag, aften eller nat – i karakteristiske gule jakker.

Som frivillig skal man kunne gå ud fire aftener om året.

Er man interesseret, tilbydes en uforpligtende prøvetur med foreningens frivillige.

Henvendelse ske på mail til: natteravneneronne@gmail.com



Flere nyheder