‘Multihuset er en fællesnævner, vi står sammen om’

‘Multihuset er en fællesnævner, vi står sammen om’
Lars Greve har været formand for Foreningen Multihuset, der står for at drive Multihuset i Østerlars, arrangere fællesspisninger og fritidsfestival. Multihuset er blevet byens samlingspunkt, og nu drømmer de om at udvide med mere plads i de gamle skolebygninger. Arkivoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 8. MAJ 2021 • 12:18
| ABONNENT
8. MAJ 2021 • 12:18

FÆLLESSKAB

Med en skolegård, lange gange og tavler på væggene er det helt tydeligt, at Multihuset i Østerlars engang var en skole.

Byens skole.

Men siden skolelukningen i 2015, er huset blevet brugt til meget andet end undervisning.

Det er et multihus, som huser 37 forskellige grupper og foreningers aktiviteter.

Lars Greve er formand for Multihuset, som også i sig selv er en forening, hvis formål er at sikre, at der er rammer til for andre foreningers aktiviteter.

Ifølge Lars Greve er Multihuset det fysiske eksempel på, at borgerne i Østerlars kan stå sammen, når det gælder.

– Den primære årsag til, at vi stiftede Foreningen Multihuset, var jo den trussel, der lå i, at man lukkede skolen og dermed også de aktiviteter, der var i byen. For udover at være skole, så var det også her i huset, at mange af byens aktiviteter foregik. Det stod til at uddø, hvis ikke vi fik et sted, hvor de aktiviteter kunne være. Så vi holdt en række borgermøder, og i december 2015 stiftede vi Foreningen Multihuset, selvom vi endnu ikke havde adgang til skolen, fortæller han.

Nye ildsjæle på banen

Kommunen gik med til at lade foreningen råde over dele af skolen i en prøveperiode på to år.

I 2016 holdt Foreningen Multihuset den første fritidsfestival, som kom til at betyde meget for det Multihus, der er i dag, fortæller Lars Greve.

– Den festival viste, hvad vi kan mønstre her i Østerlars. Der kom repræsentanter fra stort set alle partierne i kommunalbestyrelsen, der var debatter, og vi lavede et fremtidsværksted. Det lagde grunden for, at vi troede på, at vi kunne det, vi ville med stedet. Vi fik rammerne og en god aftale med kommunen, som består i, at vi står for al indvendig vedligehold, men så også selv bestemmer, hvad vi bruger lokalerne til, siger han.

Efter to prøveperioder kom Multihuset endeligt på det kommunale budget i 2019.

Aftalen er, at kommunen betaler for el, vand og varme, og Foreningen Multihuset betaler "husleje" i form af at holde de grønne arealer omkring skolen vedlige.

Kampen for Multihuset medførte ikke kun, at der fortsat var en fysisk ramme om byens aktiviteter. Det medførte ifølge Lars Greve også, at byen fik et sammenhold, og at der blev aktiveret nogle kræfter, der ikke før havde fyldt så meget i byen.

– Det gjorde jo, at vi fik en fællesnævner, vi står sammen om som by. Det gjorde også, at vi fik en ny gruppe af ildsjæle, som ikke før havde været så aktive i byen, men som nu kom på banen og drev det her frem, fortæller han.

Hele øens Multihus

Selvom Multihuset ligger i Østerlars og blev etableret primært af Østerlarsboere, så er huset et hus for alle bornholmske foreninger.

Det er vigtigt for formanden at understrege.

– Vores eget foreningsliv her i Østerlars er ikke vildtvoksende. Vi har vores sportsklub, det lokalhistoriske arkiv, borgerforeningen og friskolen, som bruger huset fast. Men vi har 37 forskellige grupper og foreninger i alt, der bruger huset, og set i det lys, synes jeg, vi er nået i mål med at være et hus for hele øen, siger Lars Greve.

Som medlem af Multihuset betaler man som forening eller gruppe et årligt kontigent, og så har man i princippet ret til at bruge stedet 24 timer i døgnet.

Men fordi der er mange medlemmer af Multihuset, skal medlemmerne booke deres lokaler gennem en fælles kalender, så alle ikke møder op på samme tid.

Lars Greve håber, at Multihuset i fremtiden kan udvide med mere plads til de forskellige foreninger.

Vil gerne have mere plads

Det er nemlig ikke hele skolen, der er i brug i dag.

Det betyder, at medlemmerne af Foreningen Multihuset må deles om den plads, der er i de lokaler, som Multihuset efter aftale med kommunen råder over.

– Vores største udfordring er, at vi ikke kan tilbyde alle medlemmer egne lokaler, som de kan låse af og selv råde over. Det er der simpelthen ikke nok lokaler til, som aftalen med kommunen er nu. Vi har reelt to lokaler, musiklokalet og krea-lokalet, og så køkkenet og gangene. Vi ønsker at være et mangfoldigt sted, som mange forskellige foreninger kan bruge, men det bliver så på den bekostning, at vi ikke kan tilbyde egne faste lokaler til alle, siger han.

Ifølge Lars Greve ønsker Multihuset på sigt at få lov at bruge mere af huset.

– Vi udvikler os stadig, og der er en stor bygningsmasse, som ikke er i brug. Den gamle sfo, to længer og gymnastiksalen ligger uden for aftalen, som den er i dag. Det kunne jo være fantastisk, hvis vi kunne åbne dem for flere foreninger og give faste lokaler til de medlemmer, der gerne vil have det, siger han.