Motorsportsbane kan åbne til foråret

Motorsportsbane kan åbne til foråret
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT | 3. DEC 2021 • 12:35
Holger Larsen
Journalist
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT
3. DEC 2021 • 12:35

Planklagenævnet har afvist en klage fra Danmarks Naturfredningforening, og det betyder, at der måske allerede til foråret kan køres folkerace på banen på Bolbyvej.


Bornholms Motor Sport (BMS) betegner det som en tidlig julegave, at Planklagenævnet har afvist en klage fra Danmarks Naturfredningforening over etableringen af folkeracebanen på Bolbyvej i Klemensker.

– Klagen har ligget hos nævnet i over tre år og er endelig afgjort med, at kommunen og BMS har overholdt alle regler med ansøgninger med mere vedrørende motorsportsbanen, skriver motorsportsklubben i en pressemeddelelse.

– Det har været en lang ventetid, og Planklagenævnet skriver også, at de beklager den meget lange behandlingstid.

Nu ser vi frem til, at høringen og den sidste sagsbehandling bliver sat i værk hurtigt, så vi kan komme ud og køre igen efter over et års tvungen nedlukning, skriver BMS videre i pressemeddelelsen.

– Jeg kan næsten ikke få armene ned, og jeg hører, at nogle medlemmer er begyndt at skramle med værktøjskasserne, siger Henrik Bloch Andersen fra BMS til Bornholms Tidende.

Han tror nu på, at klubbens folkeracere kan tage den allerede etablerede bane i Klemensker i brug til foråret. Banen er køreklar, men først venter en høringsperiode og en politisk behandling, inden den endelige tilladelse er i hus.

Kunne lukke banen

– Det var klagen fra DN Bornholm, der kunne lukke os, hvis klageren fik ret. Vi ville aldrig kunne rejse os igen, hvis det var mundet ud i, at lokalplanen ikke var lovlig. Men vi har troet på vores projekt, og det vi har lavet i de seneste 10-11 år. Vi har fået ret i, at de ting, vi har ansøgt, og det, vi har lavet i området, var det rigtige, siger Henrik Bloch Andersen.

Miljø-og Fødevareklagenævnet fastslog sidste år, at kommunen skulle have miljøvurderet motorsportsbanen. Derfor skulle sagsbehandlingen gå om. BMS har nu fået udarbejdet en miljøkonsekvensrapport og en specialist har været hyret til at lave en rapport vedrørende de markfirben, der skulle være set i området.

– Vi har valgt at gøre, hvad vi kunne for at optimere det her. Alle naturforeninger har jo fundet ud af, at hvis man vil stoppe et projekt, skal man bare råbe "markfirben". Det er et flot dyr, som der også skal være plads til.

– Specialisten beskriver i markfirbensrapporten, at det vi har gjort, med at blandt andet at bygge volde, er i tråd med, hvad man kan bruge sådan et naturområde til. Vi har spurgt, hvad vi kan gøre bedre og fået at vide, at vi kan etablere nogle ynglepladser til firbenene. Han har talt et pænt antal markfirben deroppe og bemærker, at der sandsynligvis ikke har været markfirben i det antal, der er nu. Vi har været med til at forbedre biotopen, og det beskriver Planklagenævnet, at vi også har gjort ved at etablere en sø, så vi har optimeret området for padder, siger Henrik Bloch Andersen.

Rækker hånden ud

– Vi havde ikke selv mere at byde ind med, så vi har hyret specialister til at lave rapporter, som belyser det vi har lavet.

Vi har været ude at låne penge til det, fordi vi tror så meget på vores projekt. Nu har vi fået belyst, at vi ikke forurener drikkevandet, og at vi ikke ødelægger noget natur, siger Henrik Bloch Andersen.

– Vi har virkelig prøvet at række hånden ud til naturfredningsforeningen. Nu håber vi, at vi kan opnå en enighed om de sidste småting, og at der plads til os i naturen, og at naturen har en plads hos os, slutter Henrik Bloch Andersen.

 


Planklagenævnets afgørelse

Bornholms Regionskommune vedtog den 11. oktober 2018 kommuneplantillæg og lokalplan for en motorsportsbane ved Bolbyvej i Klemensker, med tilhørende miljørapport.

Danmarks Naturfredningsforening, Bornholm, klagede over planvedtagelserne og miljøvurderingen.

Nu foreligger afgørelsen på klagesagen:

"Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over miljørapporten.

Planklagenævnet kan heller ikke give medhold i klagen over vedtagelsen af lokalplan nr. 099, Motorsportsbane ved Bolbyvej, og kommuneplantillæg nr. 027 til kommuneplan 2013.

Det betyder, at miljørapporten og planerne fortsat gælder".