Mit kontroltab i Kina lærte mig at stole på Gud

Det er en illusion, at vi som mennesker kan styre alting selv. Men man kan finde fred og frihed i at lægge sig i Guds hånd. Det lærte sognepræsten i Nexø, Peder Skovbo Jørgensen, da han som ung var et halvt år i Kina.

Mit livs øjeblik

Den norske forfatter Jan Kjærstad har engang sagt, at vi alle har to til tre forskellige grundfortællinger, som vi bliver ved med at vende tilbage til, fordi disse kernefortællinger eller vigtige livsscener enten har været formative, lærerige eller bragt os i en ny retning som mennesker. I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om sådanne afgørende øjeblikke.

Den karakteristiske duft af Kina slog mig med det samme, da jeg efter en i alt 20 timer lang flyvetur atter havde fast grund under fødderne. Måske var det varmen og luftfugtigheden, som jeg genkendte i næseborene den formiddag for nu 11 år siden. For det var ikke første gang, jeg befandt mig i det gigantiske land. Et par år forinden havde jeg været på ferie i Kina i et par uger sammen med en af mine nære efterskolekammerater, som var kineser. Og siden mit møde med landet dengang havde jeg været draget af den kinesiske kultur. Af den gamle arkitektur med sirlige udformninger på tempeltagene. Af maden, som jeg elsker, selvom man aldrig helt ved, hvad der kan lande på tallerkenen. Og af fællesskabskulturen, der ikke fokuserer så blindt på individet, som vi gør herhjemme. Det kan vi lære noget af. Omvendt har det kinesiske samfund selvfølgelig også sine velkendte, blinde vinkler. Staten vil kontrollere alting, og det betyder blandt andet, at mange kristne bliver forfulgt, hvis de tilhører undergrundskirkerne. Der er kun én officiel kirke, der er anerkendt af staten i Kina. Og den er underlagt statens korrektur, så staten har redigeret i både Bibelen og hvad kirken må lære folk. Alle andre kirker er i princippet forbudte. Og jeg har selv truffet nogle fra en undergrundskirke, hvis præst senere blev fængslet for sin tro. Men som 18-årig var jeg bare fascineret af det kæmpestore land, som jeg syntes indgød til store eventyr. Derfor havde jeg fået den idé, at jeg efter min overståede studentereksamen ville tage et halvt år tilbage til de østlige egne for at udfordre mig selv og blive klogere på kulturen og sproget. Og nu var det så en realitet. Det var i august, og temperaturen må have nærmet sig 40 grader, da jeg steg ud af flyet og kunne genkende fornemmelsen af Kina i den høje sensommervarme. Men på nær luften og duftene var alt andet nyt og ukendt land. For denne gang var jeg helt alene uden min kinesiske ven til at hjælpe mig i en by ved navn Zheng Zhou, der efter kinesiske forhold er en mindre provinshovedstad med sine 'kun' otte millioner indbyggere.

Kæmpe kontroltab

Rundt om mig myldrede en masse sorthårede mennesker, som jeg alle kunne se hen over hovederne på, mens mange af dem vendte sig om for at kigge efter mig. For en hvid mand med rødt hår er en sjældenhed på de breddegrader. Det oplevede jeg også tydeligt, da jeg senere i løbet af mit ophold befandt mig på den kinesiske mur, for her var der endda folk, som spurgte om de måtte tage et billede sammen med mig. Men endnu kendte jeg ikke et øje og kunne ikke tale kinesisk. Og i byen, jeg var kommet til, var det meget begrænset, hvor meget engelsk folk kunne. I dag er det måske anderledes. Men derfor var jeg taknemmelig for, at jeg inden min afrejse trods alt havde fået kontakt til en norsk, kristen kvinde, som havde lovet mig at følge mig hen til universitetet, hvor jeg både skulle bo og studere. Da vi havde fundet hinanden i menneskemylderet, satte vi os ind i en taxa. Universitetet lå en times kørsel fra lufthavnen. Og efter, at jeg var blevet godt indlogeret på mit 12 kvadratmeter store kollegieværelse, fandt hun en restaurant og bestilte mad til os. Bagefter sagde hun farvel og vi ses, og jeg var igen alene med mine nye kinesiske omgivelser. Om aftenen ringede jeg hjem og prøvede at lyde tapper og undertrykke følelsen af hjælpeløshed, midt i alt det nye og ukendte, når man endnu ingen kender og ikke kan kommunikere med nogen. Jeg kunne ikke engang bestille et måltid mad på kinesisk, og den ene af mine nye lærere i kinesisk talte ikke engang engelsk, men nu sad jeg her alene, 20 timers flyvetur hjemmefra, og det husker jeg som en overvældende omvæltning. Men selvom jeg var træt og mættet af nye indtryk, var jeg stadig ved godt mod med en følelse af, at eventyret skulle til at begynde. Hjemme i Danmark var det nemt at bilde mig selv ind, at jeg havde fuld kontrol over mit liv, men her var det tydeligt, at jeg var på dybt vand. For jeg havde dybest set ikke styr på noget som helst i begyndelsen. Men det blev også en af mit livs vigtigste tillidsøvelser som kristen. For det var dér, jeg virkelig lærte at stole på, at jeg ikke var alene, men var i Guds store hænder, uanset hvor alene eller udfordret jeg følte mig. Det gjorde en kæmpe forskel, at jeg havde troen med mig hjemmefra, kunne jeg mærke. De næste dage var alligevel svære og ensomme, fordi jeg ikke kendte nogen og ikke kunne sproget. Men det lykkedes mig at komme med på et volleyballhold, så jeg havde noget at lave i min fritid, og derfra begyndte jeg også at få venner i det nye land, mens jeg langsomt lærte sproget og omkring 150 skrifttegn. Man skal bruge 2.000-3.000 tegn for kunne læse en avis, men jeg fik alligevel en lærerig indsigt i den kinesiske kultur. Men det vigtigste, jeg lærte, var selve dette med at kaste mig selv ud i et stort kontroltab ved at flytte til et fremmed sted med et fremmed sprog, for det lærte mig, at vi dybest set ikke har kontrol over alt i livet, som vi gerne vil bilde os ind.

Fuld kontrol er en illusion

På den måde kan vi moderne danskere hver for sig faktisk godt minde om den kinesiske stat, der tror, at den kan styre alting og gør alt for at opretholde en facade, fordi det opfattes som skamfuldt ikke at være i kontrol. Men under coronakrisen så vi jo, hvordan selv den kinesiske stat mistede kontrollen. Og coronakrisen viste os alle, at vi ikke kan kontrollere alting. Kontroltab er et menneskeligt grundvilkår. Vi kan gøre vores bedste, lægge fornuftige kriseplaner osv., men i sidste ende kan vi ikke kontrollere, om vi bliver syge, fyrede eller dør. Og jeg tror, at det er en vigtig erkendelse at gøre sig, at vi ikke kan styre alting. Det lærte jeg i Kina, hvor jeg simpelthen overgav den kontrol, jeg alligevel ikke selv havde, til Gud. Det har givet mig en stor tryghed i livet at vide, at Gud er med mig, uanset hvad der sker. For jeg kan alligevel ikke styre alting selv. I virkeligheden er det meget lidt, vi har kontrol over. Det er en stor illusion, at vi har fuld kontrol over vores eget liv. Men jeg tror, at mange af os kæmper en brav kamp for at forsøge at bevare en form for kontrol. For det er enormt ubehageligt ikke at have kontrol. Det er grænseoverskridende og angstprovokerende ikke at have kontrollen, men som præst synes jeg, at der er noget enormt dejligt at hente i det at stole på, at der, hvor vi ikke har kontrol, er der en anden, der har den. Jeg arbejder selv med at sige: 'Okay, det er ikke mig, der skal have kontrol over alting. Det må Gud have.' Og det er hammersvært, og det er det både, når livet går godt, og når livet er svært, men samtidig er der en enorm befrielse ved det.

Tro er tillid

Det er ikke altid, vi kan se meningen med det, som rammer os, men det giver mig selv en stor trøst at tænke på, at Gud ikke lader os være alene i meningsløsheden. Jesus lod os ikke stå alene med lidelsen, men Jesus døde på et kors, så vi kunne have fællesskab med ham. Han elskede os så meget, at han gav sit liv for os, så vi kan roligt stole på ham, for han vil os altid det bedste. Det er slet ikke meningen, at vi skal gå rundt og tro, at vi skal bære livets bekymringer selv. Vi er ikke Gud, men kun Gud er Gud, og han lader os aldrig være alene. Vi kan kramagtigt forsøge at holde fast i illusionen af, at vi selv styrer alting, men der findes en stor fred og frihed i at slippe den følelse af kontrol, det forsøg på at bevare kontrollen og sige okay, vi har en Gud, som elsker os og aldrig forlader os. Og han har kontrol. Men det kræver tro. Og tro er tillid. Det er ligesom den tillidsøvelse, hvor man må lade sig falde bagover i troen på, at man bliver grebet. Sådan må vi stole på Gud, at Gud griber os, når det gælder. Det kan være svært at tro på det, men i sidste ende mister vi alligevel kontrollen over vores liv. Døden kommer, hvad enten jeg forsøger at stoppe den eller ej. Sygdom kommer, hvad enten jeg forsøger at stoppe den eller ej. En fyring kan komme, hvad enten jeg forsøger at stoppe den eller ej. Og så kan vi godt arbejde med tingene. Vi kan godt arbejde for et godt helbred, og vi kan godt arbejde for at gøre det godt på arbejdet og så videre, men derfor er det alligevel i sidste ende ude af vores hænder. Og så kan vi råbe til Gud i vores nød.

En befrielse

Det kan være svært at være i magtesløsheden, og det eksistentielle mørke, det kan skabe. Hvad er det for eksempel en fyring kan skabe i os? Den kan skabe en følelse af, at vi ikke er gode nok, og at vi ikke er noget værd. Og det eneste, der virkelig hjælper, når man føler sig magtesløs, er kærlighed, så man føler sig elsket.

Jeg skal ikke bestemme, hvad folk skal tro på – det må man selv finde ud af. Men som præst vil jeg sige, at der altid er et lys i mørket der, hvor magtesløsheden og kontroltabet føles størst, og det lys er Guds kærlighed til os. Det er den kærlighed, jeg selv lever på. Troen havde jeg allerede med hjemmefra, da jeg tog til Kina. Jeg er opvokset i et kristen hjem. Min mor var her fra Nexø og min far var fra Vestjylland, men jeg voksede op i Aabenraa, hvor han var præst, så troen var ikke fremmed for mig. Men da jeg selv var fremmed i Kina, lærte jeg, at troen kunne bære mig der, hvor jeg ikke havde kontrol over tingene. Det har været en kæmpe styrke i mit liv. At slippe kontrollen handler ikke om bare at være ligeglad og lade tingene stå til. Men man må bare anerkende, at man ikke kan styre alting som menneske. Det kan faktisk være en befrielse.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg tror på den kristne Gud, som er en Gud, der elsker os, og som ønsker at have fællesskab med os.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Det er Guds kærlighed, som viser sig i Jesu død og opstandelse.

Har du et yndlingscitat?

”En stolt mand ser altid ned på ting og mennesker; og selvfølgelig så længe du ser ned, kan du ikke se noget der er over dig. ” C.S. Lewis

Blå bog

Peder Skovbo Jørgensen. Født 1991. Præst i Nexø og Poulsker sogn siden januar. Uddannet teolog. Uddannet teolog fra Menighedsfakultetet i Aarhus og Aarhus Universitet. Har været præst på Nordfyn i 2,5 år inden han kom til Bornholm. Gift og har to små børn.