Mit historiske næsten-møde med Gaddafi

KLUMME

Min efterhånden livslange erfaring viser, at man kan slippe levende fra de mest halsløse gerninger.

Det mest hovedløse eventyr jeg nogensinde har kastet mig ud i, involverer en storpolitisk krise, som jeg fuldstændig havde overset. Jeg var i praktik på et ugeblad i slutningen af 80’erne og havde fået tilbud om en reportagerejse til et dansk landbrugsprojekt i Libyen – en eller anden form for U-landsbistand, hvor en gruppe danske landmænd havde slået sig ned med koner og børn på en hønsefarm 100 kilometer inde i ørkenen, vist nok med det formål at gøre de lokale beduiner til moderne ægproducenter.

Jeg havde selvfølgelig hørt om og set billeder af Muammar Gaddafi – den libyske diktator, der stod temmelig højt på amerikanernes liste over besværlige elementer i Mellemøsten, fordi han ikke ville slippe kontrollen over de enorme olieressourcer i den nordafrikanske undergrund.

Faktisk var amerikanerne i slutfirserne så trætte af udsigten til flere ufrugtbare forhandlinger med den beduintørklæde-bærende enehersker, at de bombede hans hovedkvarter i Tripoli. Gaddafi havde på det tidspunkt siddet på magten i næsten 20 år, efter at han i 1969 kuppede den daværende konge og udråbte sig selv som revolutionær leder af en socialistisk stat, inspireret af egyptiske Nasser.

Det tænkte jeg nu ikke særlig meget over, da jeg landede i Tripoli en varm septemberdag i 1988. Jeg syntes bare at det var genialt, at man kunne flyve direkte til Tripoli fra Malta, den tidligere engelske kronkoloni, som ligger i Middelhavet mellem Sicilien og den libyske kyst.

Men eftersom Gadaffi overlevede amerikanernes angreb, stod et møde med obersten højt på min tophemmelige liste over ikke-hønse-relaterede emner, jeg gerne ville berøre under mit ophold i Libyen.

Mit libyske eventyr startede med at jeg blev hentet i lufthavnen og kørt direkte til hønsefarmen, der lå i et øde område med meget langt mellem husene. Som jeg husker det boede de udsendte danskere i primitive barakker. Alt var støvet og slidt, men humøret var højt, og man fornemmede en vis gejst i forhold til hjælpearbejdet. Det, tænkte jeg, er vist også absolut nødvendigt, hvis man skal tilbringe to år med at avle æglæggere i en gold stenørken.

Jeg fik en varm velkomst på hønsefarmen. De danske familier var tydeligvis ikke vant til at få besøg fra Danmark, og da slet ikke af pressen. Det libyske regime holdt folket nede med hård hånd og vestlige journalister blev efter det amerikanske bombeangreb betragtet som fjendtlige. Selv om der ikke blev talt åbent om politik, var det tydeligt, at danskerne følte sig utrygge efter det amerikanske angreb. Det var tydeligvis lidt af en gåde for dem, hvordan det var lykkedes for mig at komme ind i landet.

Jeg fik nu heller ikke lov til at bevæge mig frit rundt på hønsefarmen særlig længe. På andendagen blev jeg kontaktet af to civilklædte libyere, der ankom til hønsefarmen i en slidt bil, der ikke afslørede nogen form for tilknytning til en officiel myndighed. De var kommet for at hente mig, forklarede de på gebrokkent engelsk. Du skal til samtale i informationsministeriet i Tripoli, sagde de. De virkede hverken truende eller uvenlige. Men jeg havde ikke rigtig noget valg, fornemmede jeg, så jeg vinkede farvel til hønsefolket og satte mig ind i den støvede bil med sorte, glohede slidte plasticsæder.

Et par timer efter stoppede bilen foran en fire etagers neutral ejendom i Tripoli. Der var ingen flag eller skilte, der gav et vink om bygningens funktion. Jeg blev ledt op på anden sal og ind i et enormt kontor, der var tomt, bortset fra et stort skrivebord med en stol på hver side i den ene ende og et par tomme reoler langs væggene.

En mand, også i civil, men mere velklædt, trådte ind ad en dør og præsenterede sig som officer i informationsministeriet. Han så ung ud og virkede afslappet, venlig. Den følgende time førte vi en besynderlig samtale, hvor han så vidt jeg kunne bedømme forsøgte at finde ud af, om jeg måske havde en skjult dagsorden med mit besøg i Libyen. Samtalen havde på intet tidspunkt karakter af en afhøring, og hans spørgsmål var aldeles harmløse. Om jeg var interesseret i politik? Om jeg var en dygtig journalist? Om jeg havde kendskab til den libyske revolution?

Jeg følte mig ikke truet under det timelange ophold i den anonyme bygning. Men et eller andet sted var jeg selvfølgelig bevidst om, at jeg ikke havde den fjerneste kontrol over situationen. Så jeg spillede med. Svarede så ærligt og undvigende på spørgsmålene som muligt. Nej, jeg var ikke særlig interesseret i politik. Nej, jeg følte ikke, at jeg var en dygtig journalist, men jeg håbede at blive det en dag, og nej, jeg havde desværre ikke det store kendskab til den libyske revolution. Men jeg ville gerne møde oberst Gaddafi!

Jeg tror, mine dumme svar forvirrede den libyske informationsofficer så meget, at han til sidst ikke vidste, hvad han skulle spørge om. Så min hjerne begydte at lede efter en udvej. Efter fem minutters absolut intetsigende smalltalk om det danske klima, satte jeg mit mest uskyldige ansigt op og sagde: Jeg håber ikke, det er uhøfligt at bringe det på bane, men jeg er simpelthen så sulten! Jeg har ikke fået noget at spise siden i morges!

Informationsofficeren sprang op af stolen, som om han var blevet grebet i et formelt fejltrin, og sagde et eller andet til de to mænd, der havde stået tavse i baggrunden under samtalen. De forlod hastigt lokalet og kom tilbage fem minutter senere med en sandwich bestående af to tynde skiver knastørt hvidt brød med syltetøj i midten.

Jeg takkede overstrømmende og gik i gang med at spise, mens jeg holdt øje med officeren ud af øjenkrogen. Det var mit klare indtryk, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad i alverden han skulle stille op med den her dumme journalist fra det der skandinaviske land, hvor det sneede om vinteren.

Jeg tyggede løs, mens den libyske efterretningsofficer overvejede situationen. Jeg fik også en kop te med virkelig meget sukker i. Da jeg var færdig med sandwichen, sagde manden bag skrivebordet igen noget til de to mænd. Så vendte han sig mod mig og sagde venligt: Mange tak for samtalen, den libyske stat vil nu sørge for at du bliver transporteret til det danske konsulat.

Kort efter stod jeg foran døren til et smukt hus i Tripolis ambassadekvarter. En yngre dansk handelsattaché åbnede døren og inviterede mig indenfor. Han så overrasket ud, da jeg forklarede, hvem jeg var, og hvorfor jeg befandt mig i Libyen. Han åbnede en flaske riesling og skænkede op i glassene. Tillykke, sagde han. Det er ikke så tit, vi får besøg af pressen hernede.

Jeg overnattede på et hotel på konsulatets regning. Dagen efter sørgede den venlige handelsattaché for, at jeg blev kørt tilbage til hønsefarmen. Det var først, da jeg så udtrykket i hønsefolkets ansigter, at det begyndte at dæmre for mig, at situationen kunne have udviklet sig til noget alvorligt.

Hvad kunne der være sket? Det er svært at sige. De kunne have sat mig på et fly hjem til Danmark. De kunne have tilbageholdt mig eller sat mig i fængsel. Det finder jeg aldrig ud af. Men jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke fik det interview med Muammar Gaddafi.

Det havde været lidt af et scoop.

Da de amerikanske styrker i 2011 fik ram på obersten med hjælp fra en koalition af NATO-allierede – herunder Danmark – var Muammar Gaddafi en af verdens rigeste mænd. Libyen var – og er fortsat – et af verdens fattigste lande.