Mindeord til Mugge fra en tidligere elev

MINDEORD

Carsten Kok-Hansen, Saltunavej 11, Østermarie, har skrevet mindeord om Niels Sivebæk Mogensen, Svaneke, der døde forleden:

Kære Mugge.

Ord er magt, og ord er også masker, og jeg var overrasket som syvårig, da jeg fandt ud af, at du som en anden superhelt slæbte rundt på flere navne og enkelte steder også hed Niels. Her i dag, hvor den syvårige nærmer sig de 47, er du Mugge.

Men en eller anden kraft fra en anden verden må du havde været i besiddelse af, for hvordan har du haft energi til at lære mig og de andre rødder, at borde og stole ikke skulle smides gennem vinduerne, men at man skulle sidde på og ved dem og se på bogstaver. Og du kunne noget med de bogstaver, både de synlige og de usynlige. Når uroen var ved at tage os, begyndte du at fortælle historier om den lille mand Tolkien, der boede i et hul i træet oppe ved biblioteket. Så selvom vi var vilde drenge, fik du plantet forfatternavne og hvor de kunne findes dybt i vores sind.

I og med, at du var min dansklærer, var det jo meningen, at du skulle lære mig at læse. Det var svært for mig, og det blev da også dig, der fik sat gang i det, men måske ikke på den måde, du havde regnet med. På et tidspunkt, hvor bølgerne gik meget højt, fik du den idé, at det ville være en god ting, at vi havde en log-bog med i skole, hvor der skrives lidt om, hvordan dagen var gået.

Når bare viljen er der

Med dine tydelige flotte blokbogstaver skrev du i en periode en hel eller halv side i kinabogen. De dage, hvor borde og stole fløj, kan du tro, at jeg blev god til at tyde bogstaver. Enkelte gange forsvandt hele siden på mystisk vis, inden de nåede hjem til mine forældres øjne.

Under de rigtige forudsætninger kan alt læres, når bare viljen er der. Jeg nåede aldrig at tale med dig som voksen. Det fortryder jeg virkelig. Måske var jeg bange for, at du ikke kunne kende mig, eller også var jeg bange for, at du troede, at det tid for repressalier, og med mit udseende som et vist stilikon kunne have været Jørn "Jønke" i midtfirserne, var det ikke utænkeligt, at et møde på gade kunne havde gået helt skævt.

Så Mugge, jeg vil takke for tålmodigheden, historierne og den forstenede musling, du gav mig. Forsteningen er gået tabt under et par flytninger, men dens vægt og overflade husker jeg på samme måde, som jeg husker din stemme og dit væsen.