Markant vækst i antallet af jobannoncer

Markant vækst i antallet af jobannoncer
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 17. JUN 2021 • 10:32
Henrik Nielsen
Journalist

17. JUN 2021 • 10:32

ARBEJDSMARKED

Lige inden corona ramte Danmark i marts 2020 var der lige over 100 job slået op på Bornholm. Under corona nåede antallet af offentligt annoncerede job ned på 42 i august. Siden er det gået ujævnt, men støt fremad, og per 17. juni er der 162 aktive jobannoncer på Bornholm. Det viser en opgørelse fra jobsøgemaskinen Jobsearch.dk, der indsamler alle offentligt udbudte job fra danske virksomheders hjemmesider.

Antallet af jobannoncer toppede den 9. juni med 193.


Grafik: Jobsearch.dk

Dermed følger Bornholm landstendensen. Aktuelt er der cirka 40.000 offentligt udbudte job i Danmark. I februar 2020 var der blot i omegnen af 27.000 udbudte job, fortæller Jobsearch.dk i en pressemeddelelse.

– Billedet er hurtigt blevet vendt på hovedet. I forbindelse med coronarestriktionernes gradvise ophævelse er der sket en eksplosion i mængden af jobannoncer inden for alle typer områder. De danske virksomheder er vågnet, og noget tyder på, at de tror på fremtiden, siger administrerende direktør Thomas Storm fra Jobsearch.dk i pressemeddelelsen.

Coronakrisens jobmæssige lavpunkt var i maj 2020, hvor der kun var cirka 15.000 jobannoncer i Danmark.