Mægler om Stenbrudsgården: 'Noget af det nærmeste, man kommer en trofæejendom'

Mægler om Stenbrudsgården: 'Noget af det nærmeste, man kommer en trofæejendom'
Stenbrudsgården i Nexø kommer til salg hos EDC Bornholmerbo. Foto: Berit Hvassum
| 27. APR 2021 • 08:01
Henrik Nielsen
Journalist

27. APR 2021 • 08:01

EJENDOMSSALG

Den fredede ejendom Stenbrudsgården i Nexø kommer til salg hos EDC Bornholmerbo. Ejendommen bliver udbudt til 7,5 millioner millioner kroner, og ejendomsmægler Carsten Schou forventer, at der vil være stor interesse for ejendommen.

– Der er stor og stadig stigende interesse for Bornholm, og her tilbyder vi noget helt enestående, både hvad angår historie og håndværksmæssig kvalitet og med mange varierende anvendelsesmuligheder. Jeg er virkelig glad og beæret over, at Sparekassen Bornholms Fond har betroet denne opgave til os, siger han i en pressemeddelelse.

Gården blev gennemrestaureret i slutningen af 1980'erne og -90'erne og har i en årrække været ejet af Sparekassen Bornholms Fond.

– Det er nok noget af det nærmeste, man kommer en trofæejendom på Bornholm. Der er brugt meget store summer på restaureringen, siger Carsten Schou.

Stenbrudsgården består af i alt 874 kvadratmeter bygninger og ligger på en cirka 16 tønder land stor grund, som blandt andet omfatter det gamle sandstensbrud. Bruddet er i dag fyldt med vand og er derfor reelt en sø, hvor der er put and take-fiskeri.

Da Center for Regional- og Turismeforskning skal flytte til Hasle, vil en ny ejer frit kunne anvende gården til efteråret.

– Vi forventer, at ejendommen fremadrettet kan anvendes til helårsbeboelse, udstillings- og galleriformål, undervisning, bed and breakfast med café med videre, fortæller Carsten Schou.