Lokal triumf i Naturfagsmaraton – flere førstepladser

Lokal triumf i Naturfagsmaraton – flere førstepladser
Matematik- og natur/teknologi-lærer Louise Gehrcke Lundberg med trofæet til vinderen af årets Naturfagsmaraton. Foto: Søndermarksskolen
| 2. JUN 2021 • 12:50
Henrik Nielsen
Journalist

2. JUN 2021 • 12:50

SKOLE

At vinde en maraton er sin sag, men det er ikke desto mindre, hvad 5.A på Søndermarksskolen har præsteret. I et par måneder har 5. årgang deltaget i Naturfagsmaraton 2021, og det blev både til sejre i delopgaver og en samlet sejr på skolen i Rønne.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Naturfagsmaraton består af sek s delopgaver, som eleverne har arbejdet med siden marts.

I grupper har de arbejdet med at undersøge vinden med en selvlavet vindmåler, læst statistik og formidlet det i regneark, aflæst kommandoer inden for programmering, skabt en prototype af en app om Danmarks dyr og plasticforurening samt optaget en film, der viser, hvordan ting, man gør online, ville se ud uden brug af it.

I forløbet skulle eleverne arbejde med at konstruere forskellige maskiner og fartøjer, blandt andet deres egen vindmølle, tømmerflåde og kodemaskine. Eleverne skulle også arbejde med programmering af legorobotter og udarbejde et fysisk spil, der handlede om Danmarks dyr.

Skolen fortæller, at der har været fokus på gruppearbejde og samarbejde i forbindelse med de forskellige opgaver, og at eleverne har vist stort engagement og nysgerrighed og har været begejstrede for at få fingrene i stoffet på en anden måde, lyder det.

Elevernes opgaver blev bedømt og resultaterne sendt ind til Naturvidenskabernes Hus, som arrangerer Naturfagsmaraton. Alle var spændte, da resultatet af delopgaverne og af den samlede konkurrence skulle offentliggøres, og der var god grund til at glæde sig på Søndermarksskolen.

5.B og 5.A vandt hver en delopgave, og derudover løb 5.A med den samlede sejr i Naturfagsmaraton.



5.A på Søndermarksskolen vandt årets Naturfagsmaraton. Foto: Søndermarksskolen