Lokal generalprøve på storskala-vaccination

Lokal generalprøve på storskala-vaccination
Borgere i kø til vaccination mandag formiddag. Foto: Berit Hvassum
| 12. APR 2021 • 14:37
Julia Aka Wille
Journalist

12. APR 2021 • 14:37

COVID-19

På Vaccinationscenter Bornholm skal der mandag vaccineres 1.000 borgere.

I efteråret meldte regeringen ud, at det danske system skulle kunne klare at vaccinere 100.000 personer om dagen.

Mandag skal vaccinationssystemet så stå sin prøve for at finde ud af, om regeringens mål kan indfris, når Danmark begynder at modtage større ugentlige leverancer af vacciner mod covid-19. Det er vaccinerne fra Pfizer og Moderna, der vaccineres med, da Astra Zeneca-vaccinen stadig er sat på pause. Planen er, at i alt 101.00 personer landet over vaccineres mandag.

30.000 borgere i Region Hovedstaden er planlagt til at blive vaccineret i dag. ​

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over vaccinationerne, der ifølge hende, er afgørende for at mindske coronasmitten samt øger muligheden for en større genåbning af samfundet.

– Det er super positivt, at over 30.000 borgere i hovedstadsregionen bliver vaccineret på én enkelt dag, for det mindsker deres risiko for at blive smittet med corona, og samtidig er det et rigtigt vigtigt skridt for genåbningen af samfundet. Det kan vi gøre, fordi vi kan tilbyde endnu flere borgere at blive vaccineret i den kommende tid, hvor der bliver leveret mange vacciner til landet, fortæller hun på Region Hovedstadens hjemmeside.

Danmark modtager i de første uger af april omkring 250.000 vacciner om ugen. Det ventes at stige til 400.000 i maj, 800.000 i juni og 1,3 millioner i juli.

Alle centre er med

Den 26. februar gennemgik regionerne en lignende generalprøve, hvor blev givet 35.000 vaccinationsstik.

Mandag bliver dermed med 101.000 vaccinationer næsten en tredobling af den største vaccineindsats, Danmark har forsøgt indtil videre. Det er første gang alle regionens vaccinationscentre er med i en storskala-vaccination.

Vaccinationscenter Bornholm har åbent klokken 7-22.