Leder: Socialdemokratiet jagter fremtiden

Leder: Socialdemokratiet jagter fremtiden
I fredags sprang en ny kandidat på banen. Tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker Claus Larsen-Jensen besluttede at udfordre Thomas Thors om at blive spidskandidat ved valget i november. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 14. JAN 2021 • 08:33
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
14. JAN 2021 • 08:33
LEDER

Umiddelbart var alt jo fryd og gammen – Socialdemokratiet havde fundet en afløser på posten som borgmester, efter at Winni Grosbøll pludselig smuttede midt i en valgperiode.

Den erfarne Thomas Thors stod klar til at være både afløsende borgmester og spidskandidat.

Han er manden, der via sit visionære arbejde som formand for bestyrelsen i Rønne Havn i 2017 besluttede at genindtræde i det kommunalpolitiske arbejde han ellers havde sagt farvel til.

Det politiske dyr var kort sagt revitaliseret – og i 2020 trådte han så ydermere til som Socialdemokratiets nye spidskandidat til det kommunalbestyrelsesvalg til november, der kan blive altafgørende for, om Bornholm fastholder en dynamisk udvikling. Han var ikke bare en afløser – men så også sig selv som fremtidens mand.

– Jeg vil mene, at det er naturligt, når jeg nu kommer til at sidde som borgmester i et år. Den erfaring jeg har fået i de seneste tre år og den erfaring, som jeg har fra langt tilbage, gør også, at jeg mener, at jeg kan udfylde posten som borgmester, lød hans argumentation.

Måske knagede det lidt i kulissen allerede fra begyndelsen. For formand for Socialdemokratiet Bornholm Anette Stæhr ledte samtidigt efter andre socialdemokratiske kandidater.

 
Det virker umiddelbart som en
lidt bizar situation, at Socialdemokratiets
medlemmer kan ende med at stemme
Claus Larsen-Jensen ind som
spidskandidat – efter at
kommunalbestyrelsen har peget
på Thomas Thors.

 

I fredags sprang en ny kandidat på banen. Tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker Claus Larsen-Jensen besluttede at udfordre Thomas Thors om at blive spidskandidat ved valget i november.

Og mens hele den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen trods udfordringen bakkede Thomas Thors op i hans ambitioner om at være fremtidens mand, så begyndte medlemmerne af partiet at dele sig. Og det er dem, der bestemmer, hvem der skal være spidskandidat.

Medlemmer af bestyrelsen for Socialdemokratiet på Bornholm fremstår mere end lunkne i støtten til Thomas Thors. Kun Anette Stæhr kan til citat over for Bornholms Tidende give Thors en lille støtteerklæring. De to næstformænd i partiafdelingen på Bornholm vil ikke offentligt sige, at de giver Thors deres fulde støtte. Og to andre medlemmer af partibestyrelsen indikerer, at de hælder mod at støtte modkandidaten Claus Larsen-Jensen.

Socialdemokratiet må dermed ganske opsigtsvækkende erkende, at partiet ikke samlet kan sige, at den siddende borgmester, også skal være borgmester efter valget – selv om han gerne selv vil. Det ligner en svækkelse.

Og det virker som en lidt bizar situation, at partiets medlemmer kan ende med at stemme Claus Larsen-Jensen ind som spidskandidat – samtidigt med at kommunalbestyrelsen har peget på Thomas Thors.

Hvad kan blive afgørende i det spil? Måske at partiets medlemmer ikke er tilfredse med den måde partiet i kommunalbestyrelsen for nylig håndterede fyringssagen mod koncerndirektør Claus Stengaard Jensen.

Den sag er Thomas Thors fedtet dybt ind i. Det er Claus Larsen-Jensen ikke.