Leder: Og årets juleby er…

Leder: Og årets juleby er…
Juletoget kører... Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. DEC 2020 • 11:57
Af:
tommy-kaas
| ABONNENT
23. DEC 2020 • 11:57
LEDER

Der er hyggeligt på havnefronten i Allinge. Og synet fra Søndre Landevej op ad Pedersker Hovedgade er faktisk rigtig fint. Men der er én by, der (igen) i år snupper titlen som den hyggeligste bornholmske juleby. Og det er:

Aakirkeby. Aakirkejuleby, selvfølgelig.

Hvis du synes, at corona og aflyste fly og færger har sat et opslidende aftryk på årets julestemning, så kan du stadig inden jul nå forbi Torvet i Aakirkebys bymidte og snuse til noget, der minder lidt om en gammel julekalender på Danmarks Radio.

Den centrale plads er med sin størrelse og form skabt til at blive pakket ind i julepapir, og det potentiale udnytter Rudolfklubben og resten af Aakirkeby igen i år til at markere, at hvis der er ét sted på Bornholm, der bare kan det dér med at jule, så er det dem.

Man kunne godt ønske sig for byen, at handelslivet blomstrede mere, end det gør i disse år. På andre tider af året kan Aakirkeby – i lighed med andre sammenlignelige størrelser – godt se lidt træt ud, for de store butikker ligger i udkanten af byen, og for en købstad af denne størrelse er det i dag svært at have et stort og stolt butiksliv kørende.

Konkurrencen fra internettet taler for sig selv. Og – desværre, har man lidt lyst til at sige – køber vi ikke længere vores kød hos en slagter eller ost i en ostehandler.

Specialbutikkerne er lige så stille blevet udsultet, og i dag er det i stedet de store kæder, der står for den største handel.

Ja, selv når vi skal have ny cykel, hedder Danmarks største cykelhandler Coop.

I sådan en juletid, som ofte kalder på nostalgi, kan man godt blive lidt ked af dén udvikling, men der er jo netop bare tale om dét; udvikling.

Vi skaber det 100 procent selv, og når vi selv synes, at vi vil kunne købe det hele i én og samme butik, så er det dét, selvsamme butik sørger for at levere til os.

 
Man kunne for eksempel
tænke sig, at Rønnes
beslutningstagere udi julepynt
tog et smut forbi og indså, at det
der med at have store, rustne
jernkasser med visne siv i op
til jul, måske ikke er den
hyggeligste juledekoration

 

Før i tiden havde Aakirkeby sin egen skrædder. Og boghandel. Ja, og bank for den sags skyld. Alt det er lukket i dag, men hyggen lever videre i bedste velgående – især i denne søde juletid.

Så hvis andre byer gerne vil hente nogle gode tips og tricks til næste års julestemning, så har Rudolfklubben og co. leveret et fornemt stykke inspiration.

Man kunne for eksempel tænke sig, at Rønnes beslutningstagere udi julepynt tog et smut forbi og indså, at det der med at have store, rustne jernkasser med visne siv i op til jul, måske ikke er den hyggeligste juledekoration. Måske…

Rigtig glædelig jul.