Leder: Ih hvor er det kommunalt …

LEDER

Husk, at alle bidrager der, hvor de kan, i det, vi oplever i dagens Danmark.

Sådan lød det i weekenden i et fint og velplaceret lille læserbrev fra Karen Lynn Jacobsen, der er fællestillidsrepræsentant i HK Kommunal, der favner en lang række af de ansatte i Bornholms Regionskommune.

Baggrunden for hendes lille opråb er, at ikke alle har forståelse for, at ansatte i kommunen ikke møder på arbejde mens samfundet holder nedlukket på grund af Corona.

Mange af mine kollegaer oplever desværre, fordi de løser deres opgaver på distance, at deres indsats nedvurderes, eller der kommer spydige bemærkninger i samfundet om, at nu har vi kommunale holdt ferie hele året – eller lignende kommentarer, skriver Karen Lynn Jacobsen. Der fastslår:

For at være helt tydelig – vi knokler løs, og det forsætter vi med.

 

Lad os hellere understøtte de
kommunalt ansattes arbejdsglæde
end underminere den.

 

Det er en klassisk morsomhed at gøre grin med kommunalt ansatte. De laver jo ikke noget. Og så videre. Sådan har det været siden i hvert fald 1936, hvor sangen ”"Ih, hvor er det kommunalt", skrevet af Carl Viggo Meincke og Poul Sørensen blev sunget af Schiøler Linck i Fønix Revyen.

Det lyder blandt andet i første vers:

”Mellem spindelvæv og bøger og papirer

skal jeg sove trygt hver dag fra ni til fire,

der er lønnen nemlig fyrstelig og sliddet minimalt.

Ih, hvor er det splitter kommunalt!”

Intet i hverken fordom eller sang har rod i andet end netop fordomme. Det er rigtigt, at også Bornholms Tidende kan være kritisk over for den kommunale service – Corona eller ej.

Byggesager går i stå. Der mangler effektiv opsamling af børn og unge ramt af mistrivsel. Men disse problemer skyldes ikke den enkelte ansatte. De skyldes snarere manglende ressourcer. Ikke manglende vilje.

Kommunalt ansatte er udsat for samme krav om effektivitet som ansatte i det private. De skal også leve op til ledelsens forventninger – og ikke mindst borgernes.

De slås også med lidt for meget arbejde og lidt for få hænder.

Der skal selvfølgelig nok sidde en dovenlars eller to. Fred være med det. Men sikkert er det, at kravene til effektiviteten generelt er høj. Og at lønnen ikke er særlig fyrstelig.

Karen Lynn Jacobsen har en pointe, når hun minder om at statsminister Mette Frederiksen har sendt en tydelig appel om, at alle, der kan arbejde hjemme, skal gøre det.

Og enhver, der har prøvet at styre børnenes hjemmeundervisning med den ene hånd, og passe sit eget arbejde med den anden ved, at det er en balancekunst, kun de færreste mestrer.

Det er heller ingen enkel opgave, at være den underviser, der i den anden ende af den digitale opkobling, skal forsøge at samle klassen og skabe undervisning med indhold i – og ikke mindst holde humøret oppe.

Og så er det jo også blandt de kommunalt ansatte, at vi finder mange af de fagligheder og mennesker, der med omsorg og empati sikrer, at syge, ældre og andre, der ikke kan klare dagligdagen selv, får den hjælp, de har behov for.

Derfor: Lad os hellere understøtte de kommunalt ansattes arbejdsglæde end underminere den.