Leder: Hurra – måske bliver det midsommer med det hele i år!

Leder: Hurra – måske bliver det midsommer med det hele i år!
Statens Seruminstitut har meldt ud, at alle danskere, der skal vaccineres, vil være gennem programmet den 27. juni. Pressefoto
| ABONNENT | 12. JAN 2021 • 05:55
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
12. JAN 2021 • 05:55
LEDER

Det er de besynderligste ting, vi bliver eksperter på i denne tid. Tag nu bare udtrykket: Den engelske variant. Et helt nyt begrebsapparat er bygget op om at undgå smittespredning. Menigmand får en viden, vi forhåbentligt aldrig får brug for igen.

Og for tiden er det især den engelske variant, der har lammet millionbyen London, der er helt fremme på myndighedernes frontlap. Den må ikke få lov af galopere.

Det er nemt at blive bekymret og lade de mørke tanker sænke sig ned over vores liv. For hvorfor skal vi passe så meget på, når Bornholm og resten af landet forbliver lukket ned? Trods bedre tal.

Det er en god idé og helt nødvendigt for livskraften, at vi bevarer optimismen og tror på, det hele nytter.

Statens Seruminstitut har meldt ud, at alle danskere, der skal vaccineres, vil være gennem programmet den 27. juni. Det er en vigtig markering. For det signalerer, at der er styr på det. Og dermed, at den indsats, danskerne yder, er så effektiv, at myndighederne tør kalkulere med den.

 
Vi skal ikke stå med en sommer,
hvor alt er aflyst, fordi arrangørerne
ikke kunne få besked om lempelser
i god nok tid.

 

Det er en god fortælling, at vaccineprogrammet satte i gang, da dagene begyndte at blive længere. Og kulminerer, når solen for alvor har fået fat.

Læg dertil, at myndighederne vurderer, at danskerne måske får et vaccinepas, der kan give ekstra frihed til dem, der er gennem programmet. Hvis det bliver en realitet, betyder det, at blandt andet kulturlivet kan begynde at tænke på at åbne igen.

Den bornholmske Wonderfestiwall ved Hammershus har set mulighederne. Arrangør Daniel Mühlendorph tror nu på en normal Wonderfestiwall med en kombineret brug af vaccinepas og kviktest.

– De to nyheder er rigtig vigtige i forhold til at få en festival, og de bidrager til, at vi allerede nu trykker på nogle af knapperne i forhold til at arrangere den, siger han til Bornholms Tidende.

Også Camilla Laudrup, direktør i Foreningen Folkemødet, er begyndt at tænke mere opbyggelige tanker.

Men løsningen er kun total, hvis myndighederne forinden varsler, at forsamlingsforbuddet lempes. Det argument kommer blandt andet fra Team Bornholms direktør Jacob Lund. Team Bornholm laver blandt andet kor- og strikkefestival, der også trækker gæster fra Sverige og Norge.

Og det peger på, at en løsning, hvor forsamlingsforbuddet lempes, efterhånden som folk vaccineres, ikke kun skal være national, men gerne europæisk.

Myndighederne har travlt. Mange knokler. Men vi må alligevel forvente, at de allerede nu begynder at signalere over for kulturlivet, hvilke restriktioner der lempes hvornår – hvis vaccineprogrammet og indførelsens af vaccinepas holder.

Vi skal ikke stå med en midsommer, hvor alt er aflyst, fordi arrangørerne ikke kunne få besked om lempelser i god nok tid.

Vi vil så gerne have en midsommer med lys og glæde. Det fortjener vi. Også for at holde motivationen og humøret højt i den mørke tid.