Leder: Godt gået Thors

Leder: Godt gået Thors
Thomas Thors. Arkivfoto: Jacob Jepsen
LEDER | BORMHOLM | ABONNENT | 22. NOV 2021 • 05:30
LEDER | BORMHOLM | ABONNENT
22. NOV 2021 • 05:30

Det er helt rigtigt set af Thomas Thors, at lige nu er et godt tidspunkt at gå på.

Winni blev siddende efter forrige valg og løb før tid uden at have arvefølgen på plads. Det har skabt høj søgang i hendes kølvand, hvor Thomas Thors har kæmpet for at holde den socialdemokratiske fane over bølgerne.

Det er helt rigtigt set, at lige nu efter det katastrofale valgresultat er et godt tidspunkt at forlade rorpinden og give plads til, at nye officerer kan komme til og nå at opbygge mulighed for socialdemokratisk succes ved næste valg.

 

På vejen ud af
kommunalbestyrelsen skal Thomas Thors
hyldes for den visionære indsats,
som han har lagt i Bornholm og især i Rønne Havn

 

Det lykkedes ikke for Thors at få vælgernes gunst i 2021. Det er nemt at pege fingre ad Venstre og Socialdemokratiets upopulære budgetaftale. Den har vælgerne ikke forstået, og oppositionen har været dygtige til at kritisere rådhusbyggeri og de hårde forhold for de svage børn. Det lykkedes hverken Thors eller Schow at forklare deres budgetaftale for vælgerne, selv om de undervejs forsøgte at rette den lidt til.

Thors har aldrig anerkendt den opstilling, som oppositionen kom med: At lave anlægsbyggeri til kommunens administration er for ham ikke det samme som at nedprioritere kommunens drift til fordel for bedre forhold for udsatte børn. Han haft meget svært ved at kommunikere sin vision for Bornholm, selv om specielt børn har ligget ham meget på sinde.

På vejen ud af kommunalbestyrelsen skal Thomas Thors hyldes for den visionære indsats, som han har lagt i Bornholm og især i Rønne Havn. Den erfarne politiker og læge har om nogen en stor del af æren for vores bedste bud på Bornholms fremtidige lykke og velstand: Rønne Havn. Thomas Thors har selv gennemgået en topbestyrelsesuddannelse og været med til at professionalisere hele bestyrelsen for Rønne Havn. Den proces har skabt det off shore-erhvervseventyr, vi ser lige nu, med udskibningen af vindmøller og et muligt erhvervseventyr med offshore-service, energiø og senere grønt brændstof til skibstrafikken.

Thors har haft hele tre borgmesterposter på Bornholm: Først for Rønne i 1998, derefter for den nyfødte regionskommune i 2003 og senest igen for hele regionskommunen i 2021, som en hurtig løsning for Winnis karriere-skift.

Den indsats skylder vi ham stor tak for.