Umiddelbart ustrategisk.
Det er måske de enkeltord, der bedst beskriver karakteren af det tilflytterarbejde, der foregår i regi af Business Center Bornholm (BCB). Og det er ikke en kritik af BCB eller Tilflytterservice. Tværtimod. Det er en kritik af de rammevilkår, Tilflytterservice arbejder under. Vilkårene fremstår for kortsigtede til at understøtte visionen fuldt ud.
Først lidt fakta:
Tilflytterservice er underlagt den selvstændige organisation Business Center Bornholm, som blandt andet får midler fra kommunen, men som også er finansieret af bornholmske virksomheder.
Tilflytterservice har eksisteret siden 2016 og understøtter kommunens vision om at nå 42.000 beboere på Bornholm inden 2028. Den vision slog kommunalbestyrelsen fast i januar 2018:
”For at sikre et samfund med en balanceret befolkningssammensætning, er der behov for at gøre en indsats, der rækker ud over den nuværende udvikling. For at fylde op i arbejdsstyrken og samtidig udvikle øen, skal der trækkes tilflyttere til svarende til, at vi om 10 år har et befolkningstal, der ligger på minimum 42.000.”
De ord er kun blevet vigtigere sidenhed på grund af coronakrisen.
Bornholmske virksomheder var i årene 2016-2018 alene om at finansiere Tilflytterservice. Men efter kommunens vision om at nå 42.000 beboere blev vedtaget, har kommunen i 2018 og 2019 givet 600.000 kroner til servicen, det samme har erhvervslivet. I 2020 skruede kommunen bevillingen ned til 500.000 kroner.
Formalia er jo menneskeskabte,
og politikere er sat i verden for
at forandre dem
Ifølge en helt ny rapport er Tilflytterservice pengene værd. 272 børnefamilier har ifølge rapporten fået hjælp til at flytte til Bornholm. Og Tilflytterservice har gennem årene talt med cirka 2.200 mennesker, der senere er flyttet til øen.
Tallene er ikke et nagelfast bevis for omfanget af den direkte effekt – mange mennesker kan selv finde ud af at flytte til Bornholm. Men der er en direkte effekt af indsatsen, og det markedsfører Bornholm positivt, at vi professionelt rækker imødekommende ud efter nye naboer. Dermed er der også en afledt indirekte effekt, som ikke kan måles.
Kommunen lovpriser da også indsatsen:
– Jeg synes, Tilflytterservice er et fremragende initiativ, lød det fra borgmester Winni Grosbøll (S) i gårsdagens avis.
Men her begynder uenigheden. For de kommunale bevillinger til Tilflytterservice er etårige. Hvilket gennem alle årene har udløst kritik fra BCB og Tilflytterservice.
– Vi skal kunne søsætte nogle initiativer for eksempel her 2020, som vi først kommer til at se resultaterne af i for eksempel 2023 eller 2024, sagde erhvervschef hos BCB Christa Lodahl til avisen i går.
Men borgmester Winni Grosbøll forklarer, at det helt formelt er umuligt at gøre noget anderledes.
– Det er nu engang sådan, at den kommunale økonomi går fra år til år, og alle bevillinger skal genforhandles ved budgetforhandlingerne hvert år, sagde hun til avisen i går.
Formalia er jo menneskeskabte, og politikere er sat i verden for at forandre dem. Og når den rust, coronakrisen har sat på de kommunalpolitiske vandrør, bliver banket af, så er realiteten, at vi nærmer os et kommunalvalg.
Og Venstres gruppeformand Søren Schow positioner sig da også umiddelbart positivt i forhold til at sikre en mere stabil kommunal bevilling til Tilflytterservice. Han henviser direkte til strategien.
– Kommunen har en strategi om at nå 42.000 indbyggere i 2028. Hvis vi skal nå det, så skal vi til at løfte mere end vi har gjort indtil nu, sagde han til avisen i går.
Det skal blive spændende at følge, om det nye realpolitiske tryk – hvor Bornholms økonomi udfordres af konjunkturerne – betyder, at politiske partier mere markant begynder at melde forskellige løsninger ind på øens problemer. Flere ideer ville ikke gøre noget.
Sikkert er det, at det ligner en dårlig investering af skatteydernes penge, at de mennesker, man hyrer for at understøtte en strategi, skal bruge tid og kræfter på at bekymre sig om de kan fortsætte arbejdet. Når man hele tiden skal bekymre sig om sine grundvilkår, bliver man en mindre effektiv arbejdskraft.
Det giver kort sagt ikke megen mening, at man i 2018 definerer et mål, der ligger 10 år fremme, men kun tænker ressourcer – som man desuden skruer op og ned for – et år frem. Med mindre strategien er ændret?