Leder: Bak op om Wonder

Leder: Bak op om Wonder
Wonder 2019. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 8. MAJ 2021 • 08:06
Jakob Marschner
Journalist
| ABONNENT
8. MAJ 2021 • 08:06

LEDER

Så gik den alligevel ikke. Årets Wonderfestiwall blev officielt aflyst i går. Et meget stort aktiv for Bornholm, en kilde til glæde for mange og desuden et symbol på bedre tider efter pandemien blev dermed kørt tilbage i garagen.

Det er bittert, også fordi man ikke kan gøre sig af at tænke, at det ikke havde behøvet at være sådan. Formand Daniel Mühlendorph og hans stab omkring Wonder var forsigtige optimister, da regeringens ekspertgruppe for to uger siden gik ud med sine anbefalinger omkring de næste skridt i at åbne landet.

Ville det bare gå sådan, kunne det godt lade sig gøre, sagde Daniel Mühlendorph dengang. Man kunne godt lave Wonderfestiwall, hvis ekspertgruppens råd blev virkelighed. En anderledes Wonderfestiwall, begrænset og beskåret, men stadig en fest, der ville ligne sig selv tilstrækkeligt til, at Daniel Mühlendorph og staben ville være bekendt at føje den til rækken af fester i Slotslyngen.

 

Til Wonder: Hæng i og hold ud, vi er der for jer, og vi ses igen

 

Allerede dengang så festivalformanden bare også for sig, at man måske ikke skulle glæde sig for tidligt. Og da han vågnede tirsdag morgen i denne uge, var det til en genåbningsaftale, der viste, at hans nagende tvivl havde været ganske på sin plads.

– Da regeringen i denne uge præsenterede genåbningsplanen, blev vi sindssygt skuffede. Det er retningslinjer langt mere restriktive end eksperternes vurderinger, siger Daniel Mühlendorph i dagens avis. Præcis hvad han frygtede sidst i april.

5.000 mennesker delt ind i 10 sektioner. Hver sektion med egen ind- og udgang, egne toiletter, egne zoner til køb af mad og drikke. Ingen overnattende, dermed heller ingen indtægt på morgenmad og frokost. Ingen udskænkning om aftenen. Man forstår ham godt, det bliver simpelthen for stramt. I den forstand tjener det staben bag Wonder til ære og respekt, at den agter sin egen begivenhed så højt, at man ikke vil præsentere en slatten udgave, ikke vil acceptere at Wonder 21 går over i historien som en fejl.

Men ærgerligt uden lige er det stadig, for det havde ikke behøvet at komme hertil. De unge i gymnasiealderen er efter planen vaccineret færdig i midten af juli. Alle i første halvdel af tyverne vil følge efter cirka 1. august. Der er lige gruppen i trediverne og anden halvdel af tyverne, her skal vi efter planen frem til cirka 25. august, før også alle de har fået andet stik. Årets Wonder var planlagt til dagene 19. til 21. august.

Hvorfor? må man spørge sig selv. Hvorfor lader denne regering restriktioner køre videre selv efter den tid, hvor det knapt bør være fysisk muligt for nogen dansker at pådrage sig smitte med corona? Hvad nytte gør det her ud over altså igen at gøre klart, at man meget tydeligt ikke kan betro et kulturlivs ve og vel til Socialdemokratiet? Ministeren er en svag marionet, der burde have talt her, men ikke gjorde det, fordi marionetter ikke taler.

Nu må vi nøjes med at spørge os selv, hvad vi mon selv kan gøre. Noget, heldigvis. Har du billet, så få den overført til næste år, besvær ikke Wonder med at forlange pengene tilbage. Til sponsorerne: Bliv ved at bakke op, det gør vi selv her på stedet. Til Wonder: Hæng i og hold ud, vi er der for jer, og vi ses igen.