Ladywalk bliver uden samlet start

Ladywalk bliver uden samlet start
Årets Ladywalk bliver med fri start. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 8. APR 2021 • 08:48
Henrik Nielsen
Journalist

8. APR 2021 • 08:48

MOTION

Det plejer at være en folkefest med mange deltagere side om side, når Ladywalk løber af stablen, men sådan bliver det ikke i år. Sidste år blev det populære arrangement aflyst på grund af corona, og i år bliver der tale om en nødudgave.

Det fortæller arrangør Viking Atletik på sin hjemmeside.

Konkret betyder det, at der i stedet for samlet start er fri start fra Louisenhøj på Torneværksvej i Rønne mellem klokken 10 og 18.

Ruterne på henholdsvis syv og 12 kilometer vil være afmærket, men ønsker man at gå på et andet tidspunkt eller en anden rute, så gør man bare det, fortæller Viking Atletik. Konceptet går ud på, at man passer på hinanden og holder afstand.

Ladywalk foregår den 31. maj, og det er første gang, Viking Atletik er arrangør. I år går Ladywalk for Hjerteforeningen og Psykiatrifonden.