Kvindekrisecentret får donation på over to millioner

NOTITS | 29. JUN 2022 • 16:41
Jakob Marschner
Journalist
NOTITS
29. JUN 2022 • 16:41

2.154.420 kroner fra TrygFonden skal hjælpe voldsramte kvinder og børn på Bornholm.

Kvindekrisecenter Bornholm modtager torsdag et beløb på lige over 2,1 millioner kroner som donation fra TrygFonden. Det oplyser centret i en pressemeddelelse.

Pengene vil blive brugt til at hjælpe bornholmske kvinder, der lever med vold. Målet vil blive at sætte ind så tidligt som muligt og hjælpe kvinder og børn videre i livet, inden situationen forværres, og de voldelige forhold eskalerer. Projektet løber over fire år, og forventningen er, at cirka 50 voksne og 20 børn vil kunne hjælp.

– Hvert sjette barn i Danmark vokser op i en familie, hvor vold og mistrivsel er hverdag. Tallet er højere på Bornholm, og der er derudover et mørketal. Jo hurtigere moderen tilbydes rådgivning, des hurtigere kan hun komme på ret kurs til gavn for både hende selv og hendes børn, siger Ingrid Funch Jørgensen, daglig leder på Kvindekrisecentret Bornholm.

– Men i dag findes der ikke tilbud om voldsfaglig rådgivning til kvinder og børn, som ikke har brug for at flytte på et krisecenter, siger hun.

Det vil Kvindekrisecentret kunne rette op på med den store donation. Centret vil tilbyde rådgivnings- og gruppeforløb til voldsramte kvinder og børn, som i dag ikke får anden hjælp.

Mange får ikke hjælp

Hvert år udsættes 100.000 kvinder for psykisk vold og 38.000 kvinder for fysisk vold, viser undersøgelser fra Lev Uden Vold. Nogle af kvinderne kommer på krisecenter, men flere af dem kender ikke tilbuddet, kan ikke se sig selv på et krisecenter eller kan ikke få plads.

– Mange kvinder lever i et voldeligt forhold på Bornholm, og mange ved det ikke. Samtidig vokser en stor gruppe børn på Bornholm op med volden som hverdag – enten ved selv at blive udsat for vold eller som vidne til vold, siger Ingrid Funch Jørgensen.

– For både kvinder og børn kan volden gå hårdt ud over deres selvværd og trivsel. De trækker sig fra sociale relationer, og for børnenes vedkommende kan volden trække lange spor ind i voksenlivet. Mange kommer også selv til at ty til vold som redskab, når de bliver voksne, siger hun.

– Med donationen fra TrygFonden får vi mulighed for at gøre en forskel for kvinder og børn, der ikke har behov for eller ønsker et krisecenterophold, men som stadig har brug for hjælp, for eksempel til at erkende et problem, gøre noget ved problemet eller bearbejde ubehagelige oplevelser. Vi er utrolig glade for støtten og glæder os til at komme i gang, siger Ingrid Funch Jørgensen.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, der står bag donationen til Kvindekrisecenter Bornholm.

– At være udsat for vold er stadig et tabu, og mange har ikke nogen at tale med. I TrygFonden arbejder vi for, at flere, der befinder sig i en sårbar situation, indgår i positive fællesskaber, som kan tilføre dem ressourcer og derigennem styrke deres handlemuligheder og trivsel, siger Karen Bladt, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Hovedstaden.

– Kvindekrisecentrets nye initiativ henvender sig til nogle yderst sårbare målgrupper, som uden dette tilbud vil have svært ved at få kvalificeret rådgivning og støtte. Kvindekrisecentret har mangeårig erfaring med at hjælpe mennesker i nød trygt videre i livet. Vi er derfor glade for at støtte deres nye projekt og glæder os til at følge indsatsen, siger hun.

Mange kvinder lever i et voldeligt forhold på Bornholm, og mange ved det ikke. Samtidig vokser en stor gruppe børn på Bornholm op med volden som hverdag – enten ved selv at blive udsat for vold eller som vidne til vold. Det forhold skal donationen fra TrygFonden være med til at ændre, udtaler Ingrid Funch Jørgensen, leder af

Kvindekrisecentret Bornholm, i en pressemeddelelse.