Kvindehistorie for akrobater

Kvindehistorie for akrobater
Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 7. JUN 2021 • 07:18
| ABONNENT
7. JUN 2021 • 07:18

CIRKUSFESTIVAL

Den forgangne weekend dannede Soldalen i Olsker rammen om en velbesøgt cirkusfestival.

Den finske cirkusduo Stina og Lotta åbnede cirkusfestivallens anden dag med at sammenfatte 70 års kvindehistorie i 20 minutters charmerende teater-akrobatik.

Duoen kom stille og roligt fra start, balancerende med hver sin kop te i en lille elegant tekop. Iført vatterede 50er-morgenkåber i henholdsvis babyblå og støvet rosa defilerede de to damer rundt på scenen i slippers med fjer på.

Balanceakt med hulahopringe

Yndigt så det ud, mens de småsnakkende skridtede scenen af med knaldrøde læbestiftsmil og turbanen forsvarligt bundet om håret. Men så kom hulahopringene i sving og kopperne vaklede i underkopperne, i takt med at damerne fik problemer med balancen.

Sværhedsgraden steg brat, da den ene akrobat fik stablet sig op på den anden akrobats skuldre, stadig iført morgenkåbe, og tabte sin ring på gulvet. For hvem skulle gå mest ned i knæ, den nederste eller den øverste?

Men pyh, det lykkedes med et anstrengt smil, og så var der bare lige det med at få benene rigtigt ind og ud af hulahopringene, uden at nogen kom til skade.


Foto: Jens-Erik Larsen


En helt almindelig dag

Nummeret hed 'Just an Ordinary Day' og beskrev på sin egen underspillede måde efterkrigstidens evigt lurende sammenbrud, den kvindelige angst for at krakelere, for til sidst bare at give fanden i det hele og falde.

Mellemstykket blev et helt lille nummer i sig selv,. Her steg Stina og Lotta ud af morgenkåben, tog turbanen af og skiftede slippersene ud med højhælede sko, akkompagneret af sirupsød 50erpop om den typiske Tupperware Lady 'with a big great smile'.


Foto: Jens-Erik Larsen

Langt fra perfekte superkvinder

Anden akt foregik på et vippebræt, Stina og Lotta nu iført sorte cocktailkjoler, hvilket jo øgede bevægelsesfriheden markant. Men pludelig blev det for varmt, og den øverste dame i kvindepyramiden måtte afføre sig nylonstrømperne, mens den nederste dames smil blev stadig mere anstrengt.

I slutningen af anden akt tog artisterne også kjolerne af og stod i undertøj, stadig balancerende på vippebrættet. Her så man for første gang artisternes muskuløse og langtfra perfekte idealkvindekroppe med tatoveringer og deller.

Stærke, selvstændige kvinder fra det 21. århundrede, der rundede forestillingen af med at åbne lynlåsene halvt og lade maverne falde ud.

Tak for nummeret, Stina og Lotta, så enkelt kan det gøres.