ERHVERV
En stor forvandling er i gang af det tidligere pakhus på Nexø Havn, der før har gået under navnet Galleri Benmel.
Keramiker Sarah Oakman og glasformgiver Maj-Britt Zelmer Olsen har lejet pakhuset af Nexø Havn på en 30-årig kontrakt, og åbner her "Matter – House of Craft".
Der er også en synergi-effekt
med Pernille Bülow på den
anden side af havnebassinet,
og hvis der kommer en bro over,
bliver det helt fantastisk.
Bygningen omdannes til værksteder for de to ejere, samt gæsteværksteder, butik og galleri. Tilsammen bliver det et kraftcenter for kunsthåndværk på Bornholm, eller måske endda i Danmark.
– Vi har ikke kunnet finde noget lignende andre steder, siger Sarah Oakman.
Det unikke er dels, at de to kunsthåndværkere vil skabe så stort et sted som et centrum for kunsthåndværk, og dels især at de selv er ejere og initiativtagere.
– Det specielle er, at det er kunsthåndværkerdrevet. Der findes måske lignende steder, men der er det i en ramme, som eksempelvis en kommune stiller til rådighed, forklarer Sarah Oakman.
De større ting i ombygningen er ved at være gennemført. Der er isat vinduer og en stor glasskydedør mod havnen samt sat skillevægge op.
De to indehavere – og flere familiemedlemmer – er nu i gang med de mindre projekter, som at male.
– Der er stadig mange løse ender, men de store konstruktioner er på plads. Desværre har vi været uheldige med en håndværker, og det har forsinket ombygningen noget, siger Maj-Britt Zelmer Olsen.
De to havde håbet at kunne åbne til efteråret, men deadline har været rykket nogle gange.
– Men vi er klar til julemarkedet! Der åbner vi uanset hvad, også selv om de sidste værksteder endnu ikke er helt klar.
Et sats
Det er et stort projekt de to kunsthåndværkere har kastet sig ud i, med at indgå en 30-årig lejekontrakt og indrette et hus med både værksteder, galleri, og butik.
– Det er da et sats, siger Sarah Oakman.
Planerne for Nexøs havneområde kan betyde, at de kommer til at ligge i et sydende område af aktivitet, hvis både en ny strandpark, et nyt boligkvarter og hotelprojektet Nexø Mole lige overfor alle føres ud i livet.
– Der er også en synergi-effekt med Pernille Bülow på den anden side af havnebassinet, og hvis der kommer en bro over, bliver det helt fantastisk, mener de to kunsthåndværkere.
En del af Nexø Mole-projektet er, at Nexø Havn anlægger en gangbro over havnebassinet og kommer denne, vil den blive anlagt lige uden for det nye Matter – House of Craft og over til den modsatte kaj.
Den store økonomiske satsning, de to kunsthåndværkere har kastet sig ud i, kommer oven på et år, hvor mange af deres kunder har måttet lukke ned på grund af corona. Begge leverer blandt andet til restauranter.
– Det har haft stor betydning, da nogle ordrer er blevet annulleret, men til gengæld har vi haft en god sommer med salg til private fra butikken i Brogade, siger Sarah Oakman.
Også Maj-Britt Zelmer Olsen har mistet salg til restauranter.
– Men nogle få har stadig bestilt, og samtidig har jeg haft en væsentlig forøgelse af salget i butikken, siger hun
Det giver dem blod på tanden, at de har kunnet sælge så godt i Brogade i Nexø i forhold til den meget større butik, de er i gang med at indrette på havnen, med en langt mere synlig beliggenhed.
På havnen bliver konceptet, at folk kan komme ind at se glaspusteriet foregå , og gå rundt i en stor butik og galleri. Matter – House of Craft vil også arrangere jævnlige events.
En del af projektet er værkstedspladser, som kan lejes ud i en kortere periode for at give nye kunsthåndværkere et springbræt og en hjælp til at etablere sig selvstændigt.
Arbejdspladser
Dermed bliver Matter – House of Craft også et meget levende kunsthåndværkercentrum. Maj-Britt Zelmer Olsen og Sarah Oakman vil tilsammen have fe-seks ansatte, udover sig selv, og dertil kommer så gæsteværkstedspladserne. Nogle af de ansatte er på deltid, men der vil være mange mennesker, der får deres arbejdsplads i det kommende kunsthåndværkerhus.
– Vi tænker også, at vi kommer til at ansætte flere. Vi bygger jo blandt andet det her for at kunne opskalere vores virksomheder, siger Sarah Oakman.
Kunsthåndværkerhuset har været længe undervejs, da de måtte vente længe på en byggetilladelse, og siden skulle ombygningen ske. Men nu er de endelig ved at nå i mål.
– Det bobler da lidt i maven. Det har været en lang proces, men nu er det ved at gå op for os, at det faktisk er rigtigt, at vi skal flytte ind, siger Sarah Oakman.
Fra Åsen til havnen
Som nyuddannede etablerede glaspuster Maj-Britt Zelmer Olsen og keramiker Sarah Oakmann i 2015 sig i en tidligere slagterforretning på Åsen i Nexø. De brune vægfliser her inspirerede til navnet Det Brune Værksted.
Siden flyttede de til mere plads i Grønnegade 5 i Nexø. Stadig med navnet Det Brune Værksted, og siden til en tidligere blomsterforretning i Brogade i Nexø.
Indtil kunsthåndværkerhuset står klar, har de stadig værksted og butik i Brogade.