Kulturuge har jubilæum og efterlyser arrangementer
24. FEB 2021 • 17:23 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER • GRATIS

Kulturuge har jubilæum og efterlyser arrangementer

KULTURUGE

Vi går mod lysere tider, og tiden er igen kommet til, at Bornholms Kulturuge åbner for tilmeldinger til dette års kulturuge, fortæller en pressemeddelelse fra sekretariatet, som fortsætter:

Kulturugen ligger i år i dagene 17.-26. september og vil igen danne rammen for 10 dage med bornholmske, nationale og internationale kunst- og kulturoplevelser. Der er ansøgningsfrist den 1. april, hvorefter der udvælges arrangementer, så kulturugen får så alsidigt og bredt et program som muligt. Igen i år vil arrangementerne fordele sig inden for de ni kulturspor: Rytmisk musik, klassisk musik, kunst, teater- og scenekunst, historie- og kulturhistorie, kunsthåndværk, natur, litteratur og madkultur.

Bornholms Kulturuge blev afholdt for første gang i 2001, så i år kan kulturugen altså fejre sit 20 års-jubilæum, og det er den fortsatte vision fra kulturugens side at være en fast forankret kulturtradition for både bornholmere og øens mange besøgende samt at danne rammen for 10 særlige dage i september, hvor man kan få kulturoplevelser, man måske ikke vidste, man havde brug for, noteres det i pressemeddelelsen.

Åbningen den 17. september finder sted i Allinge, og som noget nyt vil denne dag blive arrangeret i samarbejde med Foreningen Folkemødet. På den måde håber Kulturugen på aktiviteter i den mere kulturpolitiske genre, og det er kulturugens ønske, at samarbejdet kan danne rammerne for den demokratiske samtale om netop kulturens position og vigtighed for os som samfund.

Ny projektleder

Bornholms Kulturuge har ansat Laura Frederikke Jespersen som ny projektleder. Hun er uddannet cand. mag. fra Moderne Kultur- og Kulturformidling og har arbejdet som projektleder i mange forskellige kunst- og kulturprojekter her på øen og i København.

– Det er et drømmejob for mig at være projektleder for kulturugen. Jeg har fulgt den gennem alle årene, og jeg har selv været en aktiv del de seneste år. Det er ret unikt, synes jeg, at vi som ø kan samles om så mange gode og interessante oplevelser i de 10 dage i september og fejre kunsten og kulturen her på øen. Jeg glæder mig meget til at kunne være med til at styrke kulturugens position og udvikling fremover, udtaler hun i pressemeddelelsen.




Bornholms Tidende
Nørregade 11-19
DK-3700 Rønne
CVR Nr: 35244115

Tlf.: 5690 3000
E-mail: Redaktionen

Chefredaktion
Nanna Krogh (konstitueret chefredaktør)
nk@bornholmstidende.dk

Direktion
Kim Eland (adm. direktør)

Webmaster: Webmaster

Kontakt
Kontakt os
Abonnementsbetingelser
Cookie og privatlivspolitik



Hotline
Har du et tip eller hastende
redaktionelle henvendelser uden
for kontortid er du velkommen til at bruge linket her:Tip avisen.

© Copyright 2021 Bornholms Tidende.