Kritisk: Lufthavnen uden brændstof fra 5. april

Kritisk: Lufthavnen uden brændstof fra 5. april
Der kan opstå meget kritiske scenarier, hvis ikke der findes en ny leverandør af brændstof til lufthavnen. Foto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 4. JAN 2022 • 13:25
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
4. JAN 2022 • 13:25

Det vil ikke være muligt for fly og helikoptere at tanke brændstof i Bornholms Lufthavn fra den 5. april. Det kan blive særdeles kritisk ved flere scenarier.


Den 5. april 2022 vil tankene i Bornholms Lufthavn stå tomme. En leverandøraftale slutter, hvilket betyder, at der fra den 5. april ikke længere er nogen, der leverer brændsel til lufthavnen. Og der er ikke fundet en ny leverandør endnu.

Det betegner Jess Christian Persson (DF) som kritisk. Han er medlem af Kontaktrådet for trafikbetjening på Bornholm, og rådet vendte på sit seneste møde i december problematikken. Ifølge Jess Christian Persson er der ikke fundet nogen ny leverandør, der kan overtage fra 5. april.

Det er især et problem for redningsberedskabet, mener Jess Christian Persson, og i sidste ende kan det faktisk blive et spørgsmål om liv eller død

– Vi har helikoptere til redningsaktioner herovre. De hjælper i eftersøgninger og mere til. Det kan være eftersøgning af demente, der er faret vild, hvor man flyver rundt med termisk kamera. Men jeg tænker især på redninger til søs. Hvis de ikke kan tanke herovre, så bliver deres aktioner herovre væsentligt nedsat i tid, siger Jess Christian Persson.

– Det nedsætter deres operationstid, hvis de skal flyve tre gange så langt til enten Malmø, Hamborg eller Polen for at tanke. Jo længere tid de kan søge, jo større sandsynlighed er der for, at de kan redde liv.

Politisk drøftelse

For ruteflyene betyder det muligvis ikke det store, da de alligevel tanker i Kastrup, Aalborg, Billund og eller en anden lufthavn. Men flyvninger med helikoptere til blandt andet energiøen vil også have gavn af at kunne tanke i Bornholms Lufthavn. Det fremhæver Kontaktrådet for trafikbetjening på Bornholm ved deres seneste møde, hvor den udløbende leverandøraftale var til drøftelse.

– Vedrørende tankmulighed i Bornholms Lufthavn: Det er afgørende, at man i Bornholms Lufthavn har en tankmulighed. Dels i forhold til trafik til og fra øen, dels i forhold til det kommende arbejde med energiø, hvor bl.a. helikoptere skal kunne tanke på Bornholm.

Den nuværende aftale med den eksisterende leverandør udløber d. 5. april 2022. Det er centralt, at Trafikstyrelsen allerede nu sikrer at der indgås en langsigtet aftale, står der i referatet fra rådets møde 16. december.

Bekymringen har også vakt genlyd i Folketinget. I hvert fald har Peter Juel-Jensen 22. december stillet spørgsmål til transportminister, Benny Engelbrecht (S), om der er en løsning på det kommende problem. Spørgsmålet er ikke besvaret endnu.

– Vil ministeren oplyse, om det også efter 5. april 2022 vil være muligt at tanke i lufthavnen i Rønne? står der på Folketingets hjemmeside.

Da Bornholms Lufthavn er statsejet, er det staten, der forvalter lufthavnen, og derfor er det ikke blandt andet Kontaktrådet for trafikbetjeningen på Bornholm, der kan løse problemet. De er i øvrigt også kun et rådgivende organ. Ikke desto mindre vil medlem af rådet, Jess Christian Persson, have det til politisk drøftelse, da situationen er kritisk, og den 5. april er nær.

– Det er kritisk, vil jeg sige, og det kræver politisk drøftelse nu. Det er ikke helt uvæsentligt for fly og helikoptere på Bornholm. Også de små fly, der kommer til øen, kan have behov for at tanke. Hypotetisk set kan der også forekomme bombetrusler og andet ved andre lufthavne, hvor vi skal tage imod fly, der nødlander, sikkerhedslander eller lignende. Det kan vi ikke. Men vores redningsberedskab var det, jeg med det samme tænkte på, siger Jess Christian Persson.