Tirsdag er Linda Kofoed Persson (DF) blandt de fem medlemmer af kommunalbestyrelsen, der skal behandle sagen i børne- og skoleudvalget. Hun trækker direkte en parallel fra Heldagsskolens netop fratagne behandlingstilbud til, at budgettet nu skrider i kommunens familiecenter.
– Syv børn fra Heldagsskolen blev sendt i døgnanbringelse på Sjælland i foråret, netop fordi skolen ikke har den behandlingsdel, som Socialdemokratiet og Venstre lige har smadret Heldagsskolens muligheder for at få. Det er dybt, dybt frustrerende for børn med særlige behov på Bornholm i øjeblikket, siger hun.
Uden at kende til hvad der konkret er sket, giver Linda Kofoed Persson med sit generelle kendskab til børne- og ungeområdet nogle bud på begivenheder, der kan ligge bag, når Center for Børn og Familie fortæller, at indsatser for børn og unge i år er "brudt sammen".
– Det kan være forsøg på at anbringe et ungt menneske som udeboende på eget værelse med støtte, der er brudt sammen. Det kan også være et ungt menneske, der har smadret det sted, han eller hun er. Eller det kan være forældre, der har oplyst til kommunen, at de ikke længere tør tage ansvaret for at have et have et barn hjemme, siger hun.