Kommunen søger kandidater til ærespriser

Kommunen søger kandidater til ærespriser
Sidste år modtog formand Vibeke Eskesen fra Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening halvdelen af regionskommunens kultur- og idrætspris. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 9. JUN 2021 • 13:38
Henrik Nielsen
Journalist

9. JUN 2021 • 13:38

HYLDEST

Hvert år uddeler regionskommunen en kultur- og idrætspris og en frivillighedspris, og lige nu leder den efter kandidater til de to priser.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Frivillighedsprisen uddeles som en påskønnelse af folk, der har ydet en særlig frivillig social indsats, der modarbejder ensomhed, skaber fællesskaber i det sociale og kulturelle liv, fremmer integration eller inspirerer og tiltrækker brugere og frivillige. Udover æren modtager vinderen 20.000 kroner.

Kultur- og idrætsprisen er en anerkendelse af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats for det bornholmske kultur- og idrætsliv. Med prisen følger maksimalt 10.000 kroner, der giver modtageren mulighed for at dygtiggøre sig yderligere.

Frem til den 8. august kan alle komme med forslag til personer, som fortjener et skulderklap for sit store arbejde inden for det frivillige sociale område eller kultur- og idrætslivet.

På baggrund af de indkomne forslag vil henholdsvis social- og sundhedsudvalget og job-, udviklings- og fritidsudvalget beslutte, hvem der skal modtage årets priser. Overrækkelsen vil finde sted i forbindelse med Frivillig Fredag den 24. september i Rønne Idrætshal.