Kommunen er ikke forpligtet økonomisk: 'Man må sige, at det er et ambitiøst projekt'

Kommunen er ikke forpligtet økonomisk: 'Man må sige, at det er et ambitiøst projekt'
Tre politiske udvalg har i denne uge taget stilling til projektet Nordliv i Allinge. Illustration: Keingart Space Activators
| ABONNENT | 6. MAJ 2021 • 13:02
Jakob Nørmark
Journalist
| ABONNENT
6. MAJ 2021 • 13:02

KULTUR

Tre politiske udvalg har i denne uge taget stilling til projektet Nordliv i Allinge, og i alle udvalg var der fuld opbakning til, at kommunen arbejder videre om projektet sammen med Bornholms Idræts- og Kultur Center (BIKC) frem til 1. juni 2022.

Natur- og miljøudvalgsformand Leif Olsen (SF) vil glæde sig over det, hvis finansieringen kan falde på plads. Det samlede budget anslås til 68 millioner kroner eksklusiv moms, og kommunen har afsat 19,2 millioner kroner, da et nyt børnehus indgår i planerne.

– Man må sige, at det er et ambitiøst projekt, de har. Hvis det realiseres, kan det blive rigtig godt, siger Leif Olsen og understreger, at kommunalbestyrelsens beslutning senere på måneden ikke kommer trække millioner op af kommunekassen.

– Der ligger ingen forpligtelser for kommunen i den sammenhæng – andet end at vi siger "det vil vi godt", hvis det kan lykkes. Men hvis kommunen ikke siger, at det er en god idé, for de meget svært ved at finde finansiering, siger udvalgsformanden, der er spændt på, hvad udfaldet af BIKC's fondssøgning bliver.

– Når de har været igennem det, må vi se på, hvad resultatet er. Min egen holdning vil være, at hvis de mangler en million, kan kommunen godt gå ind og finansiere det. Men hvis de mangler 25 millioner... siger Leif Olsen og griner i tænkepausen:

– ...så vil jeg nok være mere tvivlende.

Optimistisk kan man dog godt tillade sig at være med tanke på, hvordan fondene har tilsmilet Bornholm de seneste år, mener Leif Olsen.

– Vi er blevet rigtig gode til at sikre fondsfinansiering til mange projekter inden for alt fra natur til børn, skoler og områdefornyelser. Det er altid svært at forudse, hvilke beløb den enkelte fond spiller ind med. Men vores folk er virkelig dygtige. Jeg har ikke tal på, hvor mange millioner vi har hentet de seneste ti år, men det er mange. Og det har givet os muligheder, som kommunen aldrig selv kunne finansiere.

 


Om lukning af Kærnehuset

Projektet forudsætter, at de foreninger, som i dag har til huse i medborgerhuset Kærnehuset, tilbydes lokaler i BIKC, og at Kærnehuset lukkes. Det betyder f.eks., at lokalhistorisk arkiv får tildelt et lokale, hvor foreningens medlemmer kan arbejde, og hvor arkivalier kan opbevares.

Der bliver også mulighed for at arrangere udstillinger i flexrum og cafeen. Andre foreninger og grupper booker flexrum til deres aktiviteter, ligesom de gør i dag i Kærnehuset. Hallen kan også bookes f.eks. til stolegymnastik, yoga etc.

Kilde: Bornholms Regionskommune