Kommunen er i gang med at planlægge vaccinationsopgaven

Kommunen er i gang med at planlægge vaccinationsopgaven
Arkivfoto
| 23. DEC 2020 • 10:24
Af:
redaktionen

23. DEC 2020 • 10:24
Flere af kommunens ansatte på sundheds- og ældreområdet er godt i gang med at planlægge, hvordan det skal foregå, når Bornholm skal i gang med at vaccinere beboere og medarbejdere på plejecentrene mod covid-19.

Det oplyser Bornholms Regionskommune i en pressemeddelelse.

– Ingen kender endnu den eksakte dato for, hvornår de første bornholmere får muligheden for at blive vaccineret med den nu EU-godkendte vaccine mod corona/covid-19, men arbejdet med at tilrettelægge de praktiske forhold er godt i gang, lyder det fra kommunen.

Sundhedschef Karina Nørby fortæller i pressemeddelelsen, at kommunen har nedsat en lille taskforce på tværs af ældre- og sundhedsområdet, som er i gang med at koordinere og lægge de praktiske planer, "så vi er klar til at gribe vaccinationsopgaven lige så snart vaccinerne lander på Bornholm", siger hun.

Da smittetrykket på Bornholm ligger lavere end i resten af Region Hovedstaden, står andre kommuner højere oppe prioriteringslisten. Først står København, Herlev, Ishøj, Hvidovre og Frederiksberg, oplyser kommunen.

– Det bliver de praktiserende læger, der skal stå for vaccinationerne ude på plejecentrene, og lægerne har allerede fordelt de enkelte centre imellem sig. Kommunens opgave bliver at koordinere og planlægge rammerne og forløbene.

Kommunen vil orientere yderligere, når man kender datoen for, hvornår vaccinationerne sættes i gang. Det er op til den enkelte borger, hvorvidt man ønsker vaccinen eller ej.