Kommunen ændrer look – det bliver lettere at få et politisk overblik

Kommunen ændrer look – det bliver lettere at få et politisk overblik
Sådan ser det ud, når man fremover vil finde oplysninger om kommunens møder og råd. Her er det dagsordnen til torsdagens kommunalbestyrelsesmøde. I fanebladene til venstre kan man hurtigt skifte mellem udvalgene, tidligere møder og enkelte mødepunkter. Skærmbillede: brk.dk
POLITIK | BORNHOLM | 15. OKT 2021 • 07:15
Jakob Nørmark
Journalist
POLITIK | BORNHOLM
15. OKT 2021 • 07:15

Regionskommunen har foretaget ændringer på den del af på brk.dk, hvor man kan læse dagsordner og referater.

"Vi håber, at du vil finde det mere overskueligt og brugervenligt end den tidligere version, når du først har vænnet dig til det nye," skriver kommunen i en nyhed på hjemmesiden.

Kommunen gør op med et omstændigt system, hvor det ikke altid var lige let at finde oplysninger. Brugerne – politisk interesserede, de påvirkede borgere og journalisterne, der finder mange historier i referaterne – får en mere tydelig adgang til tidligere møder i kommunalbestyrelsen og de politiske udvalg.

Som noget nyt bliver det muligt at søge på tværs af alle møderne tilbage til 2014, hvilket vil gøre det lettere at finde oplysninger og sager, når man ikke kan huske, på hvilket møde politikerne havde et bestemt emne til debat.