Knap en million kroner til Bornholm i ny ordningen

Knap en million kroner til Bornholm i ny ordningen
For at modtage støtte skal projekter kunne relateres til LAG-Bornholms udviklingsstrategi, for eksempel jobskabende projekter inden for fiskeri, offshore-aktiviteter, maritim turisme eller havne. Arkivfoto: Berit Hvassum
ØKONOMI | BORNHOLM | 19. JUL 2021 • 10:24
Henrik Nielsen
Journalist
ØKONOMI | BORNHOLM
19. JUL 2021 • 10:24

En ny national pulje er åben for ansøgninger. Der er tale om en pulje, som henvender sig til lokale aktionsgrupper i fiskeriområderne i Danmark.

Det fortæller koordinator Hans Jørgen Jensen fra LAG-Bornholm i en pressemeddelelse.

Den nye pulje er en overgangsordning med en årlig bevilling på 16 millioner kroner i 2021-2023 til fordeling blandt de 10 eksisterende lokale aktionsgrupper i de udpegede fiskeriområder. Knap en million kroner er reserveret til Bornholm.

– LAG-Bornholm og Bolig- og Planstyrelsen har indgået en samarbejdsaftale, der betyder, at ansøgninger indsendes til styrelsen, der efterfølgende anmoder LAG-Bornholm om at indstille de projekter, der anses for at være støtteberettigede, fortæller Hans Jørgen Jensen i pressemeddelelsen.

Formålet med den nationale pulje er at yde tilskud til projekter og aktiviteter, som skal bidrage til at fremme job- og vækstskabende erhvervsudvikling og beskæftigelse i de udpegede fiskeriområder.

Projekter eller aktiviteter skal falde inden for etablering og udvikling af mikrovirksomheder og små virksomheder, erhvervssamarbejde, innovation og fremme af en forskelligartet maritim økonomi.

Ansøgninger til den nationale pulje skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde inden 31. august.