Mest absurd bliver reglerne om mundbind på lange rejser med tog eller færger, hvor man har en fast siddeplads. I vinter sejlede jeg et par gange mellem Rønne og Køge, hvor antallet af medpassagerer på afgangen var begrænset. Reglerne dikterer, at mundbindet skal blive på under hele den fem en halv time lange overfart, selv om man sidder syv-otte meter væk fra nærmeste gruppe. Kun mens man spiser eller drikker, kan man få lov til at tage mundbindet af, og jeg skal hilse at sige, at vi ikke har haft travlt med at spise op på de ture. Jeg kan til nøds forstå, at man skal bære mundbind, når man går rundt på gangene, men selv det vil snart virke omsonst, når alle i den ældste halvdel af befolkningen har fået vaccinen.
Hvorfor ikke sidestille færgerne med restauranter på land og tillade, at folk tager mundbindet af, når de har indfundet sig på deres siddeplads, fristes man til at spørge? Denne slags spørgsmål gør man dog klogt i ikke at stille sig selv – medmindre man langsomt vil miste sin forstand. I håndteringen af covid-19 støder man på mange selvmodsigelser og underlige logikker, men samtidig er jo rigtigt, når regeringen fremhæver, at øvelsen handler om at nedbringe samfundsaktiviteten som helhed. Mette Frederiksen har som svar på kritikken af de mange paradokser flere gange sagt, "at man ikke kan åbne et samfund op, hvor det hele er logisk".
En veninde, som jeg drøftede mundbind og genåbning med, forklarede, at hun efterhånden havde vænnet sig til mundbind, selv på lange togture til Nordjylland. I hendes øjne er mundbind et meget lille indgreb i den personlige frihed til sammenligning med, at hun som statsansat ikke har måttet møde fysisk på arbejde i månedsvis. Jeg er som en, der hverken er tvunget til hjemmearbejde eller har mistet sit job som følge af pandemien (antallet af langtidsledige er steget med 15.000), privilegeret, og efter at idrætslivet omsider er kommet tilbage i omdrejninger, har jeg ikke meget at brokke mig over. Ved at bo på Bornholm har vi endda ikke behøvet bekymre os lige så meget om virussen som andre steder med højere smittetal. Ser man på det hele i et større perspektiv, er der mange lande, hvor udgangsforbud om aftenen og maskekrav udendørs har været hverdag meget længe. I USA meddelte den føderale sundhedsstyrelse, CDC, i torsdags, at vaccinerede ikke længere behøver bruge mundbind og holde afstand – hverken udendørs eller indendørs – så måske er der lys forude.
Embedsværket og politikerne kan købe sig lidt snor ved at påberåbe sig de helt særlige betingelser, lovgivningsarbejdet er foregået under på grund af covid-19. Og samtidig køber ministerier og styrelser sig tid ved ikke at svare på spørgsmål og overskride de ved lov fastsatte svartider på anmodninger om aktindsigt. I halvanden måned har jeg som journalist forsøgt at få oplyst, hvad sundhedsmyndighederne lærte af at gøre Bornholm som "testø" i marts med krav om fremvisning af en negativ test ved alle rejser til øen og opfordringen om ugentlige test for alle bornholmere. Den fremskyndede genåbning varede blot et par måneder, og nu er bornholmerne trods lave smittetal i princippet underlagt hårdere restriktioner end indbyggerne i resten af landet, fordi alle fortsat skal testes, hvis man vil rejse via Sverige. Sundhedsministeriet er endnu ikke vendt tilbage med svar på Tidendes henvendelser, og det er fristende at konkludere, at det højt besungne forsøg på Bornholm aldrig er blevet evalueret (men sådan kan jeg kun skrive i en klumme, for vi ved det ikke).