Klumme: Den som flisen tugte kan

KLUMME

– Var det træflis, spurgte min kæreste en lørdag aften, hurtigt efterfulgt af endnu et spørgsmål:

– Hvad skete der med manden?

Det var ikke let for mig at svare på hverken det ene eller det andet. Det viste sig nemlig, at første spørgsmål relaterede sig til en drøm, hun lige havde haft, fordi hun åbenbart var slumret ind på sofaen, mens det opfølgende spørgsmål omhandlede et afsnit af "Kriminalkommissær Barnaby", som netop var gået i gang på tv’et, og hvor hun i det splitsekund, da hun vågnede, havde registreret, at en mand løb rundt dybt inde i en skov, som godt kunne virke en kende dyster.

Jeg fulgte ikke selv med, men læste avis, og kunne dermed hverken svare på det ene eller det andet spørgsmål.

Hendes oplæg til samtale fik mig dog rent umiddelbart til at tænke på sangen "Just The Way You Are" af Billy Joel, som jeg har sat stor pris på, lige siden den i 1977 udkom på lp'en "The Stranger".

Vidunderlig kærlighedssang, men på det allerseneste er jeg kommet til især at holde umanerligt meget af en specifik strofe i den, som jeg har taget til mig nærmest som en slags mantra i mit liv. Den lyder: "I don't want clever conversation, never want to work that hard ...".

Til min glædelige overraskelse forekom det mig, at min kæreste med sine spørgsmål i det øjeblik, hun vendte tilbage til bevidsthed fra sin sofaslummer, demonstrerede, at hun har det på nøjagtigt samme måde: Ingen alt for intellektuel samtale, tak, så hårdt arbejde ønsker jeg ikke at udsætte mig selv for.

Lidt træflis og en mand i en skov kan gøre det, og det dér med forventninger om kløgt og indsigt, føler jeg netop også selv, er som at få lektier for, og det stadie i mit liv har jeg for længst passeret.

Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se, om jeg ikke kunne lære, hvad det havde at lære mig, så jeg ikke, når min død nærmede sig, skulle opdage, at jeg ikke havde levet.

Henry David Thoreau

Eller hvad? Måske var det ikke helt så enkelt endda, for nok var der ikke umiddelbart lagt op til en afsøgning af store emner som sorte hullers beskaffenhed, Guds eksistens, hvordan vi får lukket munden på både Donald Trump Junior og Senior eller andre spørgsmål af stor betydning, men alligevel var det, som om det var svært at nøjes med bare at slå smut hen over bevidsthedens overflade med en letbenet tanke eller to.

Det var jo dog lidt gådefuldt, hvad der var på færde, og stille og roligt begyndte mine hjernevindinger at bugte sig og komme op i omdrejninger – for helt ærligt, træflis? Hvad mon det gik ud på? Hvordan finder det emne ind under krøllerne på en kvindes hoved?

Vi får det aldrig at vide, for drømme er lavet af et æterisk stof, og får man ikke styr på dem, straks man vågner, har de en tendens til at vaporisere, hvorefter de er tabt for evigt.

Måske især ved sådan en uforvarende lur, det kender de fleste af os til.

Det kan være, man vågner op på sin sofa om eftermiddagen og tænker, "hvorfor i alverden har jeg lagt mit hoved i et vådt håndklæde?".

Og straks er drømmen, som man vågnede fra, og som var så livlig og forunderlig, pist væk, mens det i stedet går op for én, at man bare har ligget og savlet i sofapuden.

Eller jeg husker dengang, jeg vågnede med et vræl, idet jeg i en heftig bevægelse trampede højre fod ned i gulvet med et dunk. Da jeg forvirret så mig omkring, blev jeg mødt af en masse stirrende blikke, og lettere omtåget, som jeg var, lykkedes det mig kun ved en kraftanstrengelse at afkode, at jeg sad i et S-tog, og at det dusin undrende øjne, som hvilede på mig, var mine medpassagereres. Pist væk var til gengæld drømmen, som havde fået mig til at råbe op.

Men igen, træflis? Det var, som om emnet ikke bare kunne affærdiges med let sind og et chassétrin.

"Intet andet væsen er så omfattende og så snævert forbundet med menneskehedens skæbne som træet", har den nulevende tyske forsker Alexander Demandt jo skrevet i et værk om træerne i kulturhistorien.

Ifølge ham begynder menneskehedens historie med ilden, som lynet sendte ned i træerne, hvilket gjorde træet til en uundværlig ledsager for mennesket, som kunne have stor praktisk gavn af de tøjlede flammer derude i naturen, hvor de færreste af os i dag render rundt og slås for tilværelsen.

Men måske er det netop der, essensen i eksistensen kan registreres. Tænk blot på bogen "Walden – Livet i skovene", en amerikansk klassiker, som for nylig blev genudsendt på Gyldendal, og som kan betragtes som noget så sjældent som en slags selvhjælpsbog fra 1854. Heri fortæller Henry David Thoreau – som er blevet beskrevet som blandt andet naturelsker, transcendentalist, pacifist, skattenægter, etiker, filosof og fortaler for civil ulydighed – om Walden Pond, en dam i skovene ved byen Concord i Massachusetts. Han flytter derud for med egne hænder at bygge sig en træhytte, i forbindelse med et – kan det synes i dag – usædvanlig nutidigt socialt eksperiment om at klare sig alene og leve selvforsynende.

Han beskriver blandt andet det tåbelige liv, de fleste af også lever, og som vi først, når vi ligger på vores dødsleje, erkender dybest set består i søvngængeri. Først da indser vi, at vi har levet en tilværelse fuld af slidsomt arbejde, hvis eneste formål har været at skaffe os penge til at købe en masse ligegyldigt skrammel, og i en af bogens centrale sætninger forklarer han:

"Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se, om jeg ikke kunne lære, hvad det havde at lære mig, så jeg ikke, når min død nærmede sig, skulle opdage, at jeg ikke havde levet".

Ja, netop, så må man ty til skovene. Træer har i det hele taget en central rolle i vores verden. De udvikler sig ved hjælp af fotosyntese, som både er klodens vigtigste biokemiske proces og en af de ældste, og på myteplanet løber man da også i forskellige kulturer ind i et verdenstræ, som danner den akse, hvorom kosmos er formet – om det så er mayakulturens kapoktræ eller vi nordboers Yggdrasil.

I nyere tid har træet, som har eksisteret i måske en halv milliard år på kloden og dækker 30 procent af dens landareal, fundet vej ind på vores energimarked i form af træflis, som i stor stil bidrager til vores energisektor.

Godt nok vil man gerne reducere brugen på grund af CO2-regnskabet, men så dygtige er vi altså blevet til at tøjle lynet i træet, og det korte af det lange er, at træer lige nu til stadighed er uomgængeligt til stede i vores hverdag. Via fjernvarmesektorens brug af træflis er de det helt ind i hjertekulen af vores tilværelse, om vi så skruer op for varmen på arbejdspladsen, i de restauranter og caféer vi besøger eller ikke mindst i vores hjem. Og det gælder uanset, om vi bor i en lejlighed, hvor vi ikke kan få øje på så meget som kvisten af et træ, selv om vi spejder ud gennem vinduet.

Hvad der helt præcist skete med manden i begyndelsen af denne klumme, kan jeg umuligt svare på, det må Barnaby tage sig af, men jeg finder det egentlig såre naturligt, at han rendte rundt i en skov. Det kan man jo næsten ikke undgå at gøre ind imellem på denne klode.

Til gengæld tror jeg, at vi nærmer os et ret uomtvisteligt svar på det indledende spørgsmål, taget i betragtning hvor meget fænomenet rent faktisk fylder i vores hverdag:

Jo, alt taler for, at det var træflis.

TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København til Bornholm.

Han arbejder for tiden med sig selv i forhold til Matthæus 7,3 – "hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?" – og gør store fremskridt, synes han.

Flisen i sin broders øje har han dog stadig blik for.