Klipper og fantastisk udsigt

Klipper og fantastisk udsigt
Klippekysten og huset med navnet ”Gines Minde”. Foto: Søren P. Sillehoved
| ABONNENT | 8. MAJ 2021 • 11:04
Af:
Søren P. Sillehoved
| ABONNENT
8. MAJ 2021 • 11:04

På denne stafetvandring fra Hasle til Jons Kapel er strækningen omkring syv kilometer. Derfor har man det sædvanlige problem med turen tilbage. Der går en bus til Hasle oppe fra landevejen. Fra parkeringspladsen ved Jons Kapel er der yderligere en kilometer til landevejen. Derfor kan det være en fordel at gå turen med nogle venner og køre i to biler. Den ene bil kan parkeres ved Hasle Havn den anden ved Jons Kapel. Denne vandretur udgår fra parkeringspladsen på Hasle havn. Derfra går man op ad Gudhjems serpentinervej til landevejen og følger cykelvejen mod venstre. Kort efter går man igen til venstre og følger stien ned mod kysten.

Stejle skrænter

Man følger cykelvejen ned til havet, der består af en meget stejl bakke, som for 14.000 år siden udgjorde den daværende kystlinje. Efter istiden havde smeltevandet hævet vandstanden over 16 meter. Derfor vandrer man faktisk på den gamle havbund nede ved kysten.

Dernæst kommer den asfalterede kørevej til Hellig Peder og Teglkås, som foregår på en kombination af vandresti, cykelvej og landevej. Det er en meget smuk strækning bestående af en vej, der faktisk blev anlagt ovenpå den gamle redningssti.

De stejle skrænter går næsten helt ned til vejen, hvilket betyder, at der kun levnes plads til en smal række af boliger, der skaber et utroligt smukt landskabsbillede. Noget der også pryder udsigten er de græsklædte volde, som er rester af ældre forsvarsskanser.

Hellig Peder

Havnen blev anlagt i midten af 1800-tallet og fra 1870 med to bassiner. Dengang var der mange fiskerbåde og fire silderøgerier, men i dag bruges havnen kun til lystsejlere og fritidsfiskere. Stednavnet er gådefuldt, hvem var den hellige Peder? Bornholms stednavneordbog mener, at navet skyldes en ældre – og nu fjernet – bautasten, der blev kaldt sådan. Måske har navnet en forbindelse til Jons Kapel?

Langs det meste af klippekysten ligger der ofte flokke af edderfugle, gravænder, skalleslugere og sølvmåger. De høje skrænter er bevoksede med aske og elmetræer med underskov af slåen og enebuske. Da mange elmetræer lider af elmesyge vil de en dag rådne væk, og dermed bliver skrænterne mere åbne. For 200 år siden var der slet ingen træer, for beboernes får og geder gik i store flokke og græssede.


Havnen I Hellig Peder. Foto: Søren P. Sillehoved

Teglkås og "Gines Minde"

I 1930 var der 21 fiskerbåde i Teglkås, i vore dage er der vistnok en. Årsagen til Teglkås' navn skulle være et forlist skib med tegl i lasten. Når man følger en af de mange sideveje fra Teglkås op til landevejen, ender den ved et hvidt hus, kaldt "Gines Minde", men derfra fortsætter stien for cykler og gående langs kysten til Jons Kapel og videre mod Vang.

Huset "Gines Minde" er opkaldt efter Gine, der havde mistet sin mand i en ung alder. Ligesom mange andre i fiskelejerne, følte hun sig også meget isoleret, og for at få lidt selskab begyndte hun med lidt beværtning for de lokale, og hendes arvinger fortsatte. De kaldte stedet ”Gines Minde” og serveringen varede i mange år. I dag bruges huset som privatbolig.

Flere steder med shelter

Ved Jons Kapel møder vi igen de bornholmske klippekyster, endda med nogle imponerede højder på 80 meter. Stien fører nordpå gennem skoven, hvor træerne er beklædt med stedsegrønne vedbend og skovbunden med hvide anemoner, lærkesporer, lilla gøgeurter og tyndakset gøgeurt.

På et tidspunkt ses en bænk og en mindre sti fører mod venstre ud til havet. Her findes en lille, primitiv overnatningsplads i form af en shelter med åbent ildsted. Langs alle øens kyster er der de senere år etableret mange af den slags til fri benyttelse.

Når man returnerer til stien vil den kort efter føre op over en meget stejl bakke. Der er trappetrin for gående og en rampe til cyklerne. Oppe over skrænten deler stien sig til to. Mod højre fortsætter cykelstien til parkeringspladsen og en lille cafe, inden man fortsætter ad cykelstien til Vang. Stien til venstre fører ud til klippepartierne ved Jons Kapel eller fortsætter langs kysten til Vang.


Jons Kapel og klippekysten. Foto: Søren P. Sillehoved

Jons Kapel

Fra en lille afsats ser man ned over den stejle klippekyst og det isolerede klippeparti på 20 meters højde med en grotte forneden. Udsigten er fantastisk og beundres af mange turister hvert år. Navnet skyldes et sagn om en irsk missionær, som brugte klippepartiet som prædikestol, og grotten var hans kapel. Måske er sagnet rigtigt, der kan ligeledes have været to missionærer, den anden kaldt man hellige Peder. Senere fik andre grotter i nærheden navne som "Jons sovekammer" og "Jons madkælder", men sikkert mest til glæde for turisterne.

De stejle klipper i nærheden kaldes Hvidklev. Den hvide farve skyldes fuglenes ekskrementer, fuglefjeldet er ikke kun beboet af sølvmåger, også af alke, der på klipperne næsten ligner pingviner i sorte og havde farver.

Herfra går man tilbage til stien og følger den til højre. Ved et gammelt asketræ ses en sten med teksten hotel Jons Kapel. Derfra følger man markvejen til parkeringspladsen.

Næste Stafetvandrig. Jons Kapel, Blåskinsdalen og Vang.