Klasser på Rønne-skole modtager legat

Klasser på Rønne-skole modtager legat
Åvangsskolens 3. årgang har modtaget en legatdonation, som skal bruges på at besøge Bornholms Rovfugleshow. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 23. APR 2021 • 08:00
Henrik Nielsen
Journalist

23. APR 2021 • 08:00

OPLEVELSE

Takket være en donation på 5.000 kroner fra Mejeriernes Skolemælkslegat kan 44 børn fra 3. klasserne på Åvangsskolen i Rønne besøge Bornholms Rovfugleshow.

Lærer Maiken Lene Jørgensen havde i sin ansøgning skrevet, at man ovenpå coronaisolation vil skabe fællesoplevelser for 3. årgang i form af udflugter med fokus på trivsel, læring og fællesskab.

"3. årgang består primært af bybørn, der ikke har daglig kontakt med dyr, og de har givet udtryk for, at de ønsker at besøge steder med dyr. Derfor kunne vi godt tænke os tage eleverne med til rovfugleshow", skrev hun, og sådan bliver det altså.

Bag Skolemælkslegatet står Mejeriernes Skolemælksordning. Legatet skal fremme sundhed, bevægelse og fællesskab på landets skoler. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen.

Ved den nylige uddeling i april blev der doneret beløb fra 1.495 kroner op til maksimumbeløbet på 5.000 kroner fra en pulje på 151.000 kroner. Deraf kommer 51.000 kroner fra forældre, der ved ændringer af deres abonnementer på skolemælk valgte at donere deres tilgodehavender til Skolemælkslegatet.


Om Skolemælkslegatet

• Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – i foråret og efteråret – fra en pulje på i alt 200.000 kroner. Dertil kommer forældredonationer på 45.000-50.000 kroner.

• Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.400 skoler, der er med i Mejeriernes Skolemælksordning.

• Hver dag leverer skolemælksordningen frisk, kold mælk til flere end 100.000 børn.