Det var kun seks dage efter, at Falck lukkede det lyntestcenter, der blev etableret før jul.
Men Sveriges nye krav om, at der ved indrejse i landet fra lørdag den 6. februar skal fremvises en højst 48 timer gammel negativ coronatest, gjorde det nødvendigt, at Bornholm igen fik et lyntestcenter, hvor man får svaret cirka et kvarter efter, at prøven er foretaget.
I løbet af weekenden er 800 personer blevet lyntestet for corona i Søndermarkshallen. Det er ifølge områdelederen flere test, end der blev foretaget i det "gamle" testcenter.
– I løbet af lørdag og søndag var der omkring 800 mennesker forbi for at blive testet. Det var hovedsageligt dem, der skulle med færgen til Ystad. Vi har testet flere mennesker end normalt. Det var nogle travle dage, men de seneste par hverdage har været rolige, siger Klaus Rønne Jensen.