Ingen ekstra kryds i november - men idé om folkeafstemninger lever stadig

Ingen ekstra kryds i november - men idé om folkeafstemninger lever stadig
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 29. APR 2021 • 19:52
Jakob Marschner
Journalist

29. APR 2021 • 19:52

Helt som ventet kommer de bornholmske vælgere ikke til også at stemme om kommunens strategi for grøn transport, når der er kommunalvalg i november. Derimod kan der måske godt være andre lokale folkeafstemninger i vente på Bornholm

Begge dele står klart efter kommunalbestyrelsens møde torsdag aften. Her nedstemte et stort flertal først Dansk Folkepartis forslag om at sende den grønne transportstrategi til folkeafstemning. Umiddelbart efter accepterede Leif Olsen (SF), at hans ændringsforslag om, at kommunen skal arbejde hen imod at holde én årlig folkeafstemning om aktuelle spørgsmål bliver udskudt til et senere møde.

SF ønsker desuden at indføre en ordning om borgerforslag, som kommunalbestyrelsen skal tage op, hvis et bestemt antal borgere støtter forslaget. Den samme idé ligger i dag på landsplan bag de såkaldte borgerforslag, som Folketinget skal behandle, hvis 50.000 personer skriver under for det.

Kun DF selv stemte for

Mens flere partier var åbne for SF-ideen om lokale folkeafstemninger, led DF's forslag om at sende kommunens strategi for grøn transport til folkeafstemning i november en decideret krank skæbne. Kun DF selv stemte for.

– Det kostede otte millioner at få fire busser til at køre på el, og her fik kommunen endda 50 procent rabat. Vi har 36 busser, der skal skiftes løbende. Pengene kan kun bruges én gang, og derfor synes vi, at det vil være mest fair, hvis borgerne får lejlighed til at tage stilling til, om det er sådan de ønsker at bruge penge, begrundede René Danielsson (DF) partiets forslag.

Gruppeformand Søren Schow (V) fandt simpelthen spørgsmålet om kommunens overgang til elbusser og anden grøn transport for kompliceret til at egne sig til en folkeafstemning. Det sagde han som medlem af kommunens udvalg for klima og bæredygtighed, der har forbredt strategien om den grønne transport.

Søren Schow henviste desuden til, at også helt almindelige bornholmere sidder i udvalget, i øvrigt sammen med repræsentanter for erhvervslivet.

– Hvis man skulle holde en folkeafstemning, skulle man jo sætte folk ind i, hvordan man tænker hele kommunens bilflåde. Det bliver en kompliceret opgave at forklare folk, sagde han.

Folkeafstemninger lever stadig

Borgmester Thomas Thors (S) kunne ikke lide at skulle afgøre, om Bornholm generelt skal begynde at holde lokale folkeafstemninger, for eksempel en gang om året, som SF foreslog det. Derfor bad han om, at Leif Olsen (SF) trak sit forslag tilbage for så at fremsætte det igen på et senere møde.

– Jeg synes, at det forslag er så omfattemde. Det er svært at sidde her og sagsbehandle, når vi ikke kender konsekvenserne, sagde Thomas Thors.

– Det forstår jeg ikke rigtig. Det er jo netop derfor jeg foreslår, at kommunens administration skal undersøge sagen omkring folkeafstemninger og så lægge en sag frem for os, svarede Leif Olsen.

Debatten viste samtidig, at i hvert fald både Enhedslisten og Kristendemokraterne er åbne over for folkeafstemninger på Bornholm.